Himmerlandshave - et ældrecenter med fokus på udvikling og forandring

Onsdag, 16/12/2009 09:20

SULDRUP: Himmerlandshave ældrecenter i Suldrup holdt mandag den 30. november stormøde for beboere, pårørende, bruger-/pårørende råd, frivillige og medarbejdere. Der blev på mødet sat fokus på, hvordan udvikling og forandring kan være med til at skabe en bedre hverdag og dermed øget livskvalitet på et af Danmarks bedste ældrecentre.
Indledningen til dette opfølgningsmøde fandt sted i foråret, hvor personale og ledelse inviterede til en Inspirationsdag. Målet var, at Himmerlandshave skulle blive et af Danmarks bedste ældrecentre. Et vigtigt skridt i den retning har for styregruppen været at finde ud af, hvilke behov og ønsker beboerne på Himmerlandshave og borgerne i Suldrup har til et ældrecenter. Siden det første Inspirationsmøde fandt sted, er idéer derfra blevet sat i værk for netop at højne livskvaliteten og gøre Himmerlandshave til et af Danmarks bedste ældrecentre.
Et skridt i denne retning er taget i samarbejde med en ekstern konsulent, der sammen med personalet har opstillet seks grundlæggende værdier, som der målrettet arbejdes med for at sikre alle en ligeværdig og helhedsorienteret pleje. Projektet blev afsluttet i juni måned og skal nu integreres i det daglige arbejde. De værdier, der arbejdes ud fra, er: Tillid og tryghed, omsorg, anerkendelse, ordentlighed, ansvarlighed og udvikling
Flere nye initiativer og tiltag har set dagens lys. Der bliver nu holdt indflytningssamtaler og samtaler med borgeren, før de flytter ind på ældrecentret. Samtalerne giver den kommende beboer et godt indtryk af stedet og personalet et godt indblik i, hvilke behov og ønsker den enkelte har. Samtidig er der blevet udarbejdet en brochure, som præsenterer Himmerlandshave for borgerne.
Måltiderne har også været i fokus, fordi de danner rammerne for nogle af dagens hyggelige stunder. Der dækkes derfor nu pænt op med duge og levende lys. Et initiativ, der er blevet værdsat af de fleste.
Årets høstfest er dog et af de populæreste tiltag. Medarbejdere og beboere fra alle afdelinger deltog. Inden festen talte personalet og beboerne om, hvilke traditioner der særligt før i tiden hørte sig til ved en høstfest – dette for netop at holde disse i hævd ved årets fest.  
I håbet om at sætte fokus på, hvad der virker godt og på den positive medarbejder kåres månedens mest positive medarbejder nu. Vinderens navn slås op på ældrecentret og sættes i Jættebladet. Der bliver på den måde sat fokus på den positive adfærd. Flere af de inviterede bemærkede imidlertid, at alle i personalegruppen burde kåres takket været deres positive væremåde. 
Et sidste men nævneværdig initiativ er mindebordet, som personalet fik inspiration til på et af de første møder. Mindebordet giver personale og andre beboere mulighed for på en god måde at tage afsked med den afdøde og for de pårørende at tage afsked med Himmerlandshave. 
Der blev afslutningsvis stillet mange spændende og relevante spørgsmål fra de deltagende - et par opfordringer og forslag så også dagens lys. En hyggelig eftermiddag med informations- og meningsudveksling til gavn for et foranderligt og endnu bedre ældrecenter.
For styregruppen er det arbejde, der nu er sat i gang nemlig en kontinuerlig proces, og de er derfor enige om, at der skal holdes et møde som dette en gang årligt. Styregruppen arbejdere videre og mødes fire gange årligt.  For nye ideer, inspiration, initiativer har nemlig ingen alder. Tværtimod skal de være med til at højde livskvaliteten og alderdommen for hver enkel beboer på et af Danmarks bedste ældrecentre.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"