Historiske krøjsten skal bære otte nye små kunstværker i Nibe

Fredag, 23/10/2009 00:51

En række gode ideer førte for ti år siden til, at Nibe i anledning af Nibe Handelsforenings 100 års jubilæum fik rejst den nu så kendte skulptur »Guldgåsen«, udført af Thorvald Odgaard.
I tilknytning hertil blev der opsat to små figurer: »Jubleren« ved Kirkestræde og »Salamanderen« ved Skomagertorvet. Disse blev opsat på gamle »krøjsten«, som stammer fra Nibe Mølle, der nedbrændte i 1947. Stenene blev anvendt til at tøjre møllen i en bestemt retning, i forhold til vinden.
Stenene er bevaret, og de resterende otte sten bliver nu rejst forskellige steder i Nibe: Ved supermarkedsområdet på Toften, ved Lille Nørregade, på Torvet, endnu én ved Nibe Kirke og endnu én ved Tyvedalsstien. Alle sten får på sig en lille figur, skabt af Thorvald Odgaard, og første gang præsenteret ved Kulturelt Samråds Påskeudstilling i år.
– Vi bad ved dén lejlighed publikum ønske sig hvor de nye skulpturer kunne placeres, og de allerflestes ønsker har kunnet imødekommes, siger formand for Kulturelt Samråd, i Nibe Jens Østergaard Madsen til Nibe Avis.
– Sammen med Nibe Handelsforening har vi nu skabt økonomisk baggrund for at afslutte projektet, idet Kulturelt Samråd anvender en del af den tidligere Nibe Kommunes Kunstfond, og Nibe Handelsforening bidrager med et stort beløb fra »Fonden til udsmykning af Nibe Kommune«, oprindeligt skabt af handelsforeningen, turistforeningen og Nibe Kommune, tilbage i 1988.

Borgmester, fire rådmænd og lokale personligheder 
indvier næste lørdag
Nibe Handelsforening og Kulturelt Samråd har lørdag den 31. oktober tilrettelagt et program. Her vil borgmester Henning G. Jensen afsløre den første skulptur, og han får følgeskab af fire rådmænd og lokale personligheder, som afslører hver sin figur.
Samtidig vil Nibes forretninger markere sig, bl.a. med at udsmykke de nye figurer, som dermed indvies og genindvies for en enkelt skulpturs vedkommende.


Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"