Hr. Søren Søe

Onsdag, 02/12/2009 09:38

Tillykke med valget til byrådet for Rebild Kommune, og tillykke med posten som formand for udvalget teknik og miljø. Vi er mange beboere her på Blomstermarken, der ser frem til at hele det nye byråd sætter sig til roret, og vil i den forbindelse gerne henlede din opmærksomhed på et problem, som den siddende udvalgsformand ikke har håndteret tilfredsstillende.
I 2007 ville Rema 1000 have bygget en dagligvareforretning her i Støvring syd på et jordstykke imellem Hobrovej og Østre Alle, grænsende op til Over Bækken. Det ville det siddende byråd med Anny Winther og Gert Fischer i spidsen ikke give tilladelse til. De har åbenbart ikke forståelse for byens meget langstrakte opbygning og borgernes behov. I stedet ligger området i dag hen som en oplagsplads og det skæmmer overordentlig meget på den del af byen.
Havde vi haft en dagligvareforretning placeret der, ville vi helt sikkert haft et pænt område, som byen kunne være bekendt. Behovet for en dagligvareforretning her i området er indlysende, såvel som et handelscenter i midtbyen med specialforretninger er indlysende, et handelscenter med Tøj, Børnetøj, Sko, Boghandel, Isenkram, Radio/TV, Parfumeri, Guld og Sølv, og meget meget mere, plus de mange dagligvareforretninger som allerede er der. 
Når beboere i den sydlige del af Støvring: Mastruphøj, Hulvejen, Ved Søerne, Højdedraget, Rugmarken og Blomstermarken samt Buderupholmvej mangler en smule dagligvarer, skal man have bilen startet og ned til bycentrum, og finde en af de godt gemte parkeringspladser, en øvelse rigtig mange og særligt de ældre ikke bryder sig om. I stedet vælger man ofte den hurtige vej til Bilka, hvor der er oceaner af parkeringspladser, og gør et større dagligvareindkøb samtidig med, at man tager en runde i storcentret, og så gik Støvring glip af den handel.
Så kære hr. Søren Søe, når det samlede nye byråd tiltræder, og de forskellige udvalg træder i karakter, skal der lyde en positiv opfordring til i udvalget Teknik og Miljø at få ryddet op på den omtalte plads, og måske vi skulle være så heldige, at der kunne komme en dagligvareforretning på området. Vi beboere på Blomstermarken vil håbe, i er i besiddelse af nogle mere fremsynede øjne, end det er tilfældet med den tidligere borgmester og udvalgsformand.
 
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"