Hvor der er hjerterum…

Onsdag, 16/12/2009 09:42

GULDBÆK: …er der helt sikkert et dejligt julerum. Det kan godt være, at Børnehaven Guldklumpen i Guldbæk endnu engang blev fyldt til randen med julestemte forældre og børn. Det kan godt være, at den spirende julemave skulle trækkes ind for at komme fra det ene rum til det andet. Men tænk, det gør bare julestemningen endnu mere intens. 
Fredag den 27. november var forældre, personale og børn var endnu engang mødt op for at skyde julen godt i gang med dekorationsværksted og traditionel juleguf. Børnene ser frem til dette arrangement hele ugen, som ofte er årets første rigtige julehygge.
Børnene i alle aldre elsker at få fingrene i deres ler og stikke alverden grønt i. Men vigtigst af alt – glimmer. Glimmer er godt. Meget glimmer er meget godt. Forældrene forsøger at komme en smule ind i kampen, for at sikre, at placeringen af pynt ikke resulterer i en nedbrændt dekoration. Resultaterne er altid uovertrufne, når de stolte børn forsigtigt bærer ”værket” på paptallerkenen ud af døren. 
Efter en sludder over et glas gløgg fik forældrene sent på eftermiddagen overtalt de små trætte julestemte børn til at vende snuden hjemad. Der lå en weekend forude, hvor julehyggen efter dette startskud skulle fortsætte. Vanen tror, skulle mange børn være med til at tænde byens store juletræ om søndagen. Julehyggen er kommet til Guldbæk.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"