Inwido i Farsø bliver større del af moderkoncern

Tirsdag, 06/04/2010 22:25

I sidste uge købte Inwido AB 3o % af Inwido Denmark A/S af den tidligere adm. direktør og ejer Niels Peter Pretzmann, Farsø.  Med erhvervelsen i Danmark har Inwido i løbet af det seneste år opkøbt minoritetsejernes andele i Norge, England, Finland og Danmark og har dermed skabt forudsætningerne for nye offensive satsninger med en ambition om at blive Europas førende leverandør af træbaserede vinduer og døre. I forbindelse med aftalen tiltræder Mads Storgaard Mehlsen, økonomidirektør for Inwido Denmark siden 2007, som adm. direktør for Inwido Denmark A/S.  
- Vores målsætning er at opnå en omsætning på 10 mia. svenske kr., siger Håkan Jeppsson, adm. direktør og koncernchef for Inwido. Skal det lykkes for os, kræver det både offensive satsninger i form af opkøb, men også øget effektivitet og kapacitetsudnyttelse i vores nuværende virksomheder. Med en klar koncernstruktur har vi nu fået betydelig bedre forudsætninger og styrke til at kunne gennemføre dette.
Inwido har i dag en markedsførende position i Skandinavien. I de kommende år er ambitionen at udvikle virksomheden til Europas førende leverandør af miljøvenlige træbaserede vinduer og døre.
- Vores vision er at gå fra at være en producent af vinduer og døre til at øge menneskers velbefindende ved at tilbyde markedets mest innovative produkter og serviceydelser indenfor områderne miljø, leveomkostninger, design, komfort og sikkerhed, siger den svenske koncernchef Håkan Jeppsson. For at kunne opnå dette, er det vigtigt at have en koordineret koncern. Den har vi nu på plads. 
Omsætningsmæssigt er Danmark et af Inwidos største markeder med varemærker som Storke, Outline, KPK og Frovin. Den nye adm. direktør for Inwido Denmark A/S, Mads Storgaard Mehlsen, har siden 2007 været økonomidirektør i den danske del af virksomheden og inden da arbejdet i ledende stillinger både hos KPMG og Aalborg Industries. Efter erhvervelsen ejer Inwido AB 95 % af Inwido Denmark A/S. 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"