Julemarkedet i Strandby er først

Søndag, 15/11/2009 21:11

Til juletraditionen hører de populære julemarkeder, som findes i enhver by. For at kunne nå dem alle og for ikke at konkurrere mod hinanden, er flere af novembers weekender taget i brug.

På søndag lægger Strandby ud med sit julemarked. Strandby Hallen har plads i alt 55 stande, der i år sågar er udvidet med yderligere 6 stande i cafeteriaet.

Traditionen tro er hallen fyldt med alt der hører julen til og lidt mere til. Til et godt julemarked hører masser af nisser, dekorationer, kranse, kirkegårdspynt, juletræer, lys og gaveartikler til både store og små. Hårde, bløde og smukke artikler. Kort sagt, så oser Strandbyhallen af jul og stemning hele søndagen.

Hele dagen er julecafeen åben. Her kan gæsterne hvile og hygge sig med gløgg og æbleskiver eller lidt mad.  Traditionen tro vil der også være lidt musikalsk underholdning både i form af julemusik og korsang. Nogle meget dygtige unge piger kommer og giver nogle prøver på deres store sangtalent.

Strandby Borgerforening har også en stand, hvor de modtager julesokker fra børnene. Med lidt held får julemanden tid at fylde sokkerne, så børnene kan hente deres sokker lidt senere på måneden.

Umiddelbart inden julemarkedet lukker, er der lodtrækning om en kransekage på entrebilletten. Samtidig udtrækkes der to vindere blandt de mange, som har støttet Strandby hallen med støttekontingent.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"