Julestue og nissekonkurrence

Onsdag, 25/11/2009 10:33

Traditionen tro afholder Spillemands-Jagt og Skovbrugsmuseet i Rebild Julestue den første lørdag i advendt, nemlig lørdag den 28. november. Også i år vil udstillingslokaler og sal være befolket af travle og aktive husflidsfolk, med et righoldig udvalg af produkter med tilknytning  til juletiden. 
De viser  hvordan  tingene fremstilles og der vil være mulighed for at finde spændende  julegaver og ting  til pakkekalenderen. Der  arbejdes i siv, pil, patchwork, filtning, strikning, træ m.v. Advendtskranse og dekorationer  vil også være på plads, ligesom der kniples, fremstilles smykker og perler, keramik m.v. I museumsbutikken sælges lokalhistoriske bøger, kopismykker (vikingetid-middelalder), nodebøger, CD plader med folkemusik o.s.v.
Museumsnissen ”Gode Nis”  er dukket op nede fra bakkerne – men har allerede gemt sig et sted i udstillingerne, med en forventning om at blive fundet af gæsterne  til julestuen. Han har udtænkt en lille julegåde, som  skal løses. Iblandt de rigtige svar trækker man lod om spændende gaver.
Det er en af de  rigtig hyggelige dage i året – hvor der summer af jul, både oppe og nede, der snakkes og beundres – og for mange er det en årlig tradition – at mødes til  museets julestue.
Julepynten er fundet frem og repareret og hængt op – det er jo modeller der er op til 150 år gamle. Julemusikken leveres af Rebildspillemændene, og cafeen byder på bl.a. på gløg, æbleskiver, vafler m.v.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"