Kære Anny Winther

Onsdag, 02/12/2009 09:43

I dit åbne læserbrev husker du ét af vore valgtemaer: Mere åbenhed. Men husker du også et andet vigtigt valgtema? Fornyelse.
Vi gik til valg på at få en ny ledelse i Rebild Kommune, og det er jo nu engang svært, at få en siddende borgmester med på de tanker.
Ved konstitueringen for fire år siden gik Venstre og Socialdemokraterne sammen, og der blev ikke lukket andre ind. Det havde du ingen problemer med den gang. Alligevel har syv-mands gruppen, Borgerlisterne, SF, De Radikale og Det konservative Folkeparti deltaget særdeles konstruktivt i samarbejdet i den forgangne periode. Det samme forventer jeg, at Venstre er parat til i den kommende byrådsperiode. Men nu udgør Socialdemokraterne, SF, De Radikale samt Oplandslisten, der har lavet konstitueringsaftalen, altså et andet flertal.
Som nævnt i Nordjyllands Radio torsdag d. 26. november er jeg positiv for et bredt samarbejde. Jeg nævner som eksempel, at jeg vil kunne støtte Gert Fischer som formand for affaldsselskabet Renovest, dels fordi han er godt inde i arbejdet, dels fordi det vil kunne gavne Rebild kommune, hvis vi kan besætte denne post igen.
Så Anny, jeg undervurderer bestemt ikke nogen.
At vi vælger at udvide sammensætningen af udvalg er jo simpel matematik, for at få kabalen til at gå op.
Du har en selvopfattet mening om mit menneskesyn. Jeg kan fortælle dig, at mit menneskesyn er, at jeg har stor tolerance og respekt overfor alle, også personer, der ikke deler samme politiske opfattelse som jeg selv, eller personer med en anden baggrund end min egen.
Den forskel, som borgere, medarbejdere og samarbejdspartnere i Rebild Kommune vil kunne se efter 1. januar, bliver åbenhed, fornyelse og ikke mindst humor, hvilket vel ikke skader.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"