Kimbrerrevyen holder skansen

Af Torsten Hansen, Onsdag, 02/09/2020 09:00

Kimbrerfesten bliver i år reduceret til tre torvedage i Aars

AARS: Kimbrerfesten i Aars er aflyst på grund af Corona, men det er dog ikke lykkedes den verdenskendte sygdom helt at tage livet af festen. På lørdag afvikles et mindre arrangement på Kimbrertorvet, og allerede i morgen åbner Kimbrerrevyen teltdøren. Revyen vil som altid tage temperaturen på verden både globalt og ikke mindst lokalt.

Det vil helt sikkert ikke være en overraskelse for nogen, at Corona vil påvirke de faktiske forhold omkring revyen. Corona har også smittet af på teksterne.

Men heldigvis handler alt ikke om sygdom. Kimbrerrevyen kommer også lidt rundt om vedligeholdelsesstandarden i Aars. Mange af de arrangementer der skulle fejre at Aars fylder 150 år er aflyst, men Kimbrerrevyen fejrer selvfølgelig byen.

Selv om revyen ikke helt er som den plejer, så er mange af de faste indslag at finde i programmet. Det gælder blandt andet Inge Møller, Hvorvarp, og Cafe Kold Røv. Men helt særligt er et gensyn med den kendte duo Knud og Laurits. Tonny Struwe Poulsen og John Bonde har ikke været med i de seneste år, men de har ladet sig overtale til at medvirke i år.

Baggrunden for deres deltagelse er, at Kimbrerfesten i år ville fejre Aars’ 150 års jubilæum. Instruktør Søren Godiksen kom med ideen, og mente at jubilæet kunne fejres med et come back til de to kendte skuespillere fra revyen.

Derfor mødes Tonny Struwe Poulsen og John Bonde som Knud og Laurits.

Oprindelig var det ikke planen, at de skulle være med i andre numre. Men Corona har ændret meget - således også i revyen. Og begge er med i flere numre.

Tonny Struwe Poulsen har blandt andet skruet sig ned i en kjole - i en størrelse ikke alle kvinder ville være stolt af at bære.

Den sidder så stramt, at man kan frygte den springer rammerne. Lige en stil der passer Tonny Struwe Poulsen.

Lørdag er der Kimbrertorvedag på Kimbrertorvet. Men Kimbrerrevyen opføres tre dage. Første dag er i morgen torsdag. Der er også en forestilling fredag, og to forestillinger lørdag.

Der er plads til i alt 1000 gæster ved de fire forestillinger.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"