Kirsten og Kirsten topscorere ved ældreråds- og lokalrådsvalget i Aalborg Kommune

Mandag, 09/11/2009 02:14

Valget til Ældrerådet i Aalborg Kommune og det samtidige valg til Lokalrådet for Ældreområde Sydvest blev som også det seneste valg en sand manifestering af de to hidtidige formænd for de samme råd.
Kirsten Bendix, Nibe, som midt i den periode der udløber, overtog formandspladsen i Aalborg Kommunes Ældreråd, fik ved det netop gennemførte valg 8,8% af samtlige stemmer i hele kommunen, svarende til 1.098 stemmer, af i alt 19.906 stemmer. Det bringer Kirsten Bendix på en klar førsteplads blandt de opstillede kandidater.
Ældrerådet konstituerer sig senere.
På tilsvarende vis opnåede Kirsten Dyhrberg, Nibe, 1.110 stemmer af 3.165 stemmer ved valget til Lokalrådet i Ældreområde Sydvest, hvilket svarer til 28,5% af samtlige stemmer afgivet til Lokalrådsvalget. Også disse stemmetal bringer Kirsten Dyhrberg ind på en klar førsteplads, såvel blandt kandidaterne til Lokalråd Sydvest, men også blandt samtlige opstillede kandidater i Aalborg Kommune.
Lokalrådet konstituerer sig senere.
Der blev ikke valgt andre lokale medlemmer af dels Ældreråd og Lokalråd Sydvest, inden for Nibe Avis' læserkreds.
På vegne af de to kandidater udtrykker Kirsten Dyhrberg stor glæde og stolthed over den tillid der er vist kandidaterne.
– Det er samtidig et bevis på, at det virker, når de lokale vælgere stemmer lokalt, siger Kirsten Dyhrberg til Nibe Avis.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"