Konservative og Venstre peger på fælles borgmesterkandidat

Fredag, 16/10/2009 13:14

Valgforbund er indgået mellem Venstre og Konservative i Aalborg Kommune
Et valgforbund er i almindelighed en ret teknisk og kedelig ting: Noget med valgmatematik og opsamling af stemmer. En sådan praktisk forklaring findes der selvfølgelig også på den aftale om valgforbund, som i dag er indgået mellem Venstre og Konservative i Aalborg Kommune. Men der er mere i aftalen end som så.
»Vi ønsker at give aftalen indhold. Vi ønsker at sende et helt klart signal til borgerlige vælgere i Aalborg Kommune. Vi er to forskellige partier med hver vores profil og valgprogram. Men der er borgerlige værdier, som vi deler, og vi deler et mål om at sikre Aalborg et borgerligt flertal og en borgerlig borgmester,« siger de to partiers spidskandidater, rådmand Mariann Nørgaard (V) og gruppeformand Vibeke Gamst (C) samstemmende. »Derfor er vi blevet enige om at markere dette fælles mål tydeligt i forbindelse med vores indgåelse af valgforbund. Ingen borgerlige vælgere behøver at være i tvivl. Enhver borgerlig stemme havner sikkert hos os, og vi vil konstituere os i fællesskab efter valget.«  
»Vi er forberedt på spørgsmålet: Jamen, vil I kunne enes om fordeling af rådmandsposterne, og vil I kunne enes om, hvem der skal være borgmester, hvis lykken tilsmiler jer?« – Hertil kan vi klart svare: »Ja, selvfølgelig kan vi det,« fortsætter begge. »Ja, og De Konservative har overhovedet ingen problemer ved at pege på Mariann Nørgaard som borgmester,« udtaler Vibeke Gamst. De Konservative vil i stedet fokusere på at generobre den rådmandspost, som man mistede ved sidste valg.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"