Kor slutter sæson ved Stafet for Livet

Af Torsten Hansen, Onsdag, 25/05/2022 09:00

Inden da bliver der forårskoncert i Haubro Kirke

AARS: Det rytmiske kor i Aars "A Piece of Cake" er efter Coronaen kommet rigtig godt i gang igen. Koret og dirigenten, Julian Rasmussen, har arbejdet målrettet på at oparbejde et solidt koncertrepertoire, som er grundigt afprøvet ved flere koncerter f. eks. julekoncert i Haubro Kirke, to gange optræden ved kulturugen i marts i Vesthimmerlands Musikhus og i Hvilsom Kirke ved indvielsen af den nye kirkeklokke.

Første koncert efter Corona-nedlukningen fandt sted i Haubro Kirke, hvor koret i mange år har været bestilt til julekoncert. Normalt har kirken til denne begivenhed været fyldt til bristepunktet, men i 2021, var der ledige pladser, måske fordi det var helt nyt for folk, at ikke alt var lukket ned.

For at give borgerne en ny mulighed for at opleve koret, har menighedsrådet forespurgt koret, om at afholde forårskoncerten i Havbro Kirke. Det mente korets bestyrelse var en god ide, så koncerten bliver afholdt med fri adgang, torsdag, 2. juni.

Lørdag, 11. juni optræder koret i Aars Lystanlæg ved ”Stafet for Livet”, hvilket samtidig bliver sæsonafslutning med en kort sammenkomst efterfølgende. Derefter er der ferie indtil august.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"