Kulturen sætter Lundby på landkortet

Søndag, 13/12/2009 03:42

Stort fremmøde til åbning af årets Kulturweekend i Lundby
Lundby Kultur- og Forsamlingshus åbnede lørdag sin 27. udgave af Kulturweekend og Julemarked. Traditionen tro blev weekenden indledt med en markant åbningstaler, som kan sætte det lokale arbejde med kunst og kultur i forhold til den kultur der udøves på større steder.
I år blev ingen undtagelse herfra, idet arrangørerne havde formået at få direktør for Aalborg Kongres- og Kulturcenter Ernst Trillingsgaard til Lundby for at åbne udstillingen.
Aalborg-direktøren, som ikke sjældent benævnes »kulturkøbmand«, beskæftigede sig i sin tale med forholdet mellem »den store kultur, oftest med udspring i København«, set i forhold til den kultur der udøves mere lokale.
Og skal man tro kulturkøbmanden, er der ikke så lidt »københavneri« indblandet i den måde, hvorpå rammerne for kulturen i Danmark sættes. Ikke sjældent sættes mulighederne og den støtte der gives, af embedsmænd, som nok udøver deres job, men resultaterne er ofte, at kulturen får dårligere arbejdsbetingelser. Derfor må alle med kulturen på hjertet, altid være parate til at kæmpe kulturens sag.
Om den kultur der udøves mere lokale, og som flertallet af udstillere i Lundby er udtryk for, sagde Trillingsgaard, at man ikke skal undervurdere værdien heraf.
Det er her mange nye tiltag fødes, og lokalt kan man fint identificere sig med de forskellige håndværk der udøves og de kreative evner der springer ud.
Ernst Trillingsgaard modtog et maleri af Kirsten Lomborg som tak for sin indsats, og han kvitterede med at tildele 2 x 4 billetter til arrangementer i Aalborg Kongres- og KulturCenter - billetter som i weekendens løb indgik i kulturweekendens juletombola. 
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"