Læserbrev

Torsdag, 05/11/2009 12:58

For mig var det meget opløftende at læse indlægget fra formanden for Rebild Venstre Niels Juel den 25. oktober i Nordjyske vedrørende hans undren over Rebild Kommune og Støvring By som naturlig dynamo.
 Mit udgangspunkt for at kommentere indlægget er hovedteser. 1. Skolelukningerne. 2. Udviklingsmulighederne i Rebild Kommune.
1. Skolelukningerne:
I min tid som politiker i daværende Støvring Kommune kørte debatten om de små skolers berettigelse i kommunen også. Min holdning var og er stadig, at en betingelse for den lille skole skal tage udgangspunkt i børnene og ikke bekymring fra forældrenes side om evt. faldende huspriser i området. Vore børn går fra børnehaveklassen til og med syvende klasse et år på hvert skoletrin. Den indlæring og oplevelse børnene får skal pædagogisk og indlæringsberigende være så tæt på 100% som muligt af hensyn til deres fremtid. Jeg funderer over, hvorfor op imod 50% af områdets forældre vælger de lukningstruede skoler fra.
2. Udviklingsmulighederne i Rebild Kommune
Niels Juel peger på det positive det lokale initiativ har gjort for Mejlby. Jeg glæder mig over, når jeg kommer igennem mindre bysamfund og kan se, at der sker noget. Typisk af lokale ildsjæle som tror på området og tør investere risikovillig kapital. Jeg mener f.eks. at virksomheden Karl Molin i Terndrup er et eksempel. Hvad med at være glade for det i stedet for hele den grædekonefortælling om Terndrup Sygehus. Frem med nytænkning og privat initiativ.
 Naturligvis er og vil Støvring by være dynamoen i Rebild Kommune. Placering ved motorvejen og jernbanen samt nærheden til Aalborg gør det indlysende. Husk på at nogen god udvikling i Støvring for erhvervslivet og handelslivet skaber arbejdspladser og overordnet er en stor fordel for fremtiden for hele Rebild Kommune. Dermed er ikke sagt, at vi skal glemme yderområderne, men tingen går ligesom nemmere igennem, hvis det private initiativ er det bærende. Så kan man nemmere bede politikerne om også at deltage med kommunale kroner.
 
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"