Lars Larsen flytter elevuddannelse til golfcenter

Torsdag, 07/01/2010 11:24

JYSK har netop offentliggjort, at virksomheden søger 100 nye elever til de små 100 danske butikker. Og det bliver en speciel oplevelse, de kommende JYSK-elever får, når de begynder som butikselever efter sommerferien.
JYSK-ejer Lars Larsen har nemlig flyttet elevuddannelsen fra mere ydmyge rammer i Strandby i Himmerland til sit privatejede golfcenter i Gatten, Himmerland Golf & Country Club.
”Tiden var løbet fra lokalerne i Strandby, og vi vil i JYSK i de kommende år satse endnu mere på interne uddannelser af vores medarbejdere, så derfor giver det mening at flytte uddannelsen til topmoderne lokaler og omgivelser,” siger Lars Larsen.
JYSKs interne uddannelse er i forbindelse med flytningen blevet navngivet JYSK Academy, og det er her, de kommende elever skal opholde sig 10 uger over de to år, uddannelsen til salgsassistent varer, mens den praktiske uddannelse foregår ude i butikkerne.
Himmerland Golf & Country Club ligger i noget af Danmarks flotteste natur. Så udover at blive indført i den mere teoretiske del af butiksarbejdet, kan eleverne i deres fritid gøre brug af bl.a. swimmingpool, bowling, tennis, squash, pool – og naturligvis golf.
JYSK har cirka 1600 butikker i 32 lande og åbner i gennemsnit tre butikker om ugen rundt om i verden. Derfor har elever i JYSK store karrieremuligheder, fortæller uddannelsesleder Jørgen Olsen.
”Vores elevuddannelse er særdeles attraktiv, og vores folk er meget eftertragtede, når de får eksamensbeviset i hånden. Heldigvis beholder vi de fleste selv,” siger Jørgen Olsen.
I erhvervsorganisationen Dansk Erhverv bekræfter uddannelseschef Svend Berg, at en elevuddannelse fra JYSK hører til helt i toppen.
”Jeg har fulgt elevuddannelserne i detailhandlen i mange år, og her er JYSKs uddannelse en af dem, jeg gang på gang fremhæver som velorganiseret og fagligt velfunderet. Uddannelsen er i høj grad moderne og fremadrettet og sikrer, at de unge får de kvalifikationer, der skal til for at være kompetente og eftertragtede i dansk detailhandel. Derudover vil JYSK som international virksomhed altid være attraktiv som uddannelsessted for unge med drive og ambitioner,” siger Svend Berg.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"