Leder forlader 10. Klassecenter Vesthimmerland

Af Ture Damtoft, Onsdag, 31/07/2019 08:36

VESTHIMMERLAND: Når de ældste elever fra hele kommunen skal begynde i 10. klasse, bliver det med en ny leder.

Skoleleder Henriette Qvist takker af efter 10 år - faktisk var hun med, da centeret åbnede i 2008.

- Jeg har haft en arbejdsplads, hvor jeg har været glad for at gå på arbejde hver eneste dag. Det er lykkedes at samle en gruppe lærere, som gør et fantastisk arbejde med at gøre de unge mennesker klar til videre uddannelse og livet. Det er jeg sikker på, de vil bære videre sammen med den nye leder, siger Henriette Qvist.

Den nye leder bliver Erik Krogh Pedersen, der i forvejen er leder for Ungdommens Uddannelsesvejledning Vesthimmerland.

- Henriette er en erfaren og dygtig leder, som sammen med medarbejderne har været med til at opbygge et supergodt ry for 10. klasse centeret i Aars. Vi har gode elecer, som er topmotiverede for at gå videre til en ungdomsuddannelse, og det er Henriettes og personalets fortjeneste, siger Erik Krogh Pedersen om den afgående leder.

Hun går over til en stilling som afdelingsleder for udskolingen på Aars Skole, hvor hun nu skal være med til bl.a. at sende elever videre til sin tidligere arbejdsplads. Det vil hun gøre med stor sindsro.

- De unge skal kun i 10. klasse, hvis de har brug for det. Det har der været et godt samarbejde med skolerne omkring, og det ser jeg frem til at fortsætte. Jeg har også fået stor indsigt i ungdomsuddannelserne, og det kommer jeg også til at bruge i mit nye arbejde, siger Henriette Qvist.

Hendes afløser kommer kun til at sidde i stillingen midlertidigt, for der skal ansættes en ny afdelingsleder efter sommerferien.

- Vi skal have lavet et stillingsopslag som afdelingsleder. Om det bliver som leder af centeret, skal bestyrelsen tage stilling til, så det får vi se, siger Erik Krogh Pedersen.

På 10. klasse centeret kan de ca. 150 nye elever, der starter 12. august, se frem til en ordentlig start. Alle skemaer og undervisningsplaner er lagt.

For Henriette Qvist bliver det noget nyt, men hun glæder sig.

- Det er gået lidt stærkt. Jeg fik tilbuddet en uge inden ferien, og der kommer nok lidt sommerfugle i maven. Men jeg ser frem til en spændende opgave sammen med hele personalet på Aars Skole, siger Henriette Qvist.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"