Leg og sjov til hest

Onsdag, 02/12/2009 09:44

Rebild Sportsrideklub har netop afholdt en dag, hvor der var hygge og sjov til hest. Da rideklubben har fået en del nye elevheste og ny underviser afholdte de i stedet for traditionelt stævne et ponygames stævne for rytterne i elevskolen. Så kunne elever, forældre, underviser, heste og ponyer samles til hygge selvom de ikke kender hinanden så godt endnu. 
Det blev en rigtig hyggelig dag, der startede med ponygames for nybegyndere og de allermindste, der gerne ville have et roligt tempo og lidt hjælp. Der skulle både flyttes flag, balanceres med en kartoffel på en ske, rides slalom og en masse andre ting. Derefter blev det de lidt mere øvede elevers tur og banen blev lavet lidt om så der kunne komme lidt mere fart over feltet og sværhedsgraden forøget en smule.  Alle deltagende elevryttere modtog en roset, en lille gave og et diplom til minde om den hyggelige dag. 
I pausen blev der arrangeret forhindringsløb uden hest og selvom det var uden deres elskede firbenede venner morede deltagerne sig vældigt.  
Til sidst var der arrangeret en showklasse med private ryttere. Der var tre deltagende hold med tre ryttere på hver. Der blev dystet i discipliner flagstafetslalom, ”en stol for lidt”, ”sokkeboldbasket” og ”pynt juletræet”. Her blev der virkelig givet gas og elevrytterne fik lov at se, hvor godt man kan styre sin pony i flyvende fart når man kender den rigtig godt. Showklassen var rigtig god underholdning og det vindende hold blev Team Black & White der blev præmieret med en sød bamse og et gavekort.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"