Lerkenfeldt Gods holder børnetøjs outlet i Riddersalen

Onsdag, 02/12/2009 09:45

- Jeg køber meget af min datters tøj på outlet, da jeg godt kan lide at købe lækre tøjmærker til lave priser. Og den mulighed vil jeg også give til alle omkring Himmerland, siger Signe Gruelund, der står bag arrangementet. 
Lerkenfeldt børnetøjs outlet tilbyder lækkert designer børnetøj fra bl.a. Katvig, Krea, Wheat, Pippi, CeLaVi, Italy Kids, Christina Rohde og Babushka dukker. 
Alle varer sælges med 50-70 procent rabat og er fra sidste sæson. - Tøjfirmaerne designer nyt tøj to gange om året, som betyder, at tøjet i butikkerne hurtigt bliver udskiftet med nye modeller. Derfor giver jeg folk i Himmerland mulighed for, at købe restvare fra de førnævnte mærker med store besparelser. Og det er jo stadig noget rigtig fint børnetøj, siger Signe. 
Børnetøjs outlet bliver holdt i hyggelige omgivelser i Riddersalen på Lerkenfeldt Gods de to første weekender i december, dvs. lørdag den 5. december, søndag den 6. december, lørdag den 12. december og søndag den 13. december. Der er rig mulighed for at finde gode tilbud på kalendergaver, adventsgaver, julegaver og juletøj. 
Der er også ekstra oplevelser på gårdspladsen: H.O.A. Kjeldsen sælger juletræer og pyntegrønt. Julemanden kommer på besøg alle dage. Sig farvel til sutten – kom og pynt juletræet på gårdspladsen. Ponyridning begge søndage, arrangeret af Farsø Rideklub. I Tårnkælderen sælges æbleskriver, gløgg, øl, vin, sodavand og kaffe.
Signe Gruelund er uddannet inden for tøjbranchen og har over ti års erfaring fra ”Nørgaard på Strøget” og børnetøjsbutikken ”Englebørn”. Derudover har hun været ansat som PR- og marketingassistent hos Rosendahl, og har fingeren på pulsen med de nyeste trends og gode kvalitetsvarer. 
Signe er 30 år, mor til en pige på tre år og bor i København. Hun har overtalt sine svigerforældre til at låne Riddersalen på Lerkenfeldt Gods til dette unikke børnetøjs outlet.  
Lerkenfeldts historiske hovedbygning fra år 1540 er en fæstning omgivet af voldgrave. 
I den gamle Tårnkælder kan man, ifølge sagnet, se, hvor Jørgen Lykke lod en jomfru indemure levende.
Der er også et saltkar med kødrester, som er flere hundrede år gamle. Det forlyder, at hovedbygningen vil brænde, hvis det fjernes.  
I en anden kælder er der et fængsel, hvor præsten Hr. Mads i Ullits sad fanget, inden han blev dødsdømt. 
Ifølge overlevering spøger den indemurede jomfru. Der er dog ikke nogen forventning om, at hun dukker op til børnetøjs outlet i Riddersalen.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"