Lidt om krisen

Fredag, 30/10/2009 21:57

Der har den seneste tid været mange indlæg i avisen omkring krisen og specielt krisen i Vesthimmerlands Kommune.
Når der er krise kommer der ofte det man kalder ”mudderkastning”, der som regel ikke fører til noget positivt/konstruktivt.
Jeg vil gerne anskue det hele ud fra en anden synsvinkel og se positivt på tingene. Nu er det gammelkendte værktøj ”besparelser” igen kommet på banen. Det er som regel det der anvendes hver gang der mangler penge i ”kommunekassen”.
Spørgsmålet er så om der kan spares mere eller der ikke er flere huller i livremmen. Nu er det jo ikke kun Vesthimmerlands Kommune der mangler penge, men flere kommuner måske ca. 1/3 af landets kommuner mangler penge.
Men vi er selvfølgelig særlig hårdt ramt da vi i forvejen ikke har nogen reserver i kassen, og at kommunens indtjening der kommer fra skatteyderne (kommunens indbyggere), samt produktionserhverv og landbrug er for lille.
Mon ikke man skulle have sat noget i værk da man konstaterede, at der var de første 10 kr. i underskud, i stedet for at lade underskuddet vokse og vokse
Har kommunen brugt for mange penge de sidste 2 år eller har de haft for få indtægter, (jeg tror på det sidste som den største årsag).
Hvis man ser på hjemmeplejen og skolerne, der som regel er de første der spares på, så må svaret være nej.
Med hensyn til skolerne, så har jeg en søn som går på en skole jeg forlod for knap 40 år siden, og her er der ikke sket meget med hensyn til ”drift og vedligehold”. Spørgsmålet er så om det kan betale sig at holde bygninger m. v. i driftsmæssig god stand.
En utæthed i en skotrende/tagkonstruktion kan ofte udbedres for ca. 5000 kr. Men kommer der fugt i konstruktionen/isoleringen og ned i lokalerne, så der kommer skimmelsvamp, så koster det i omkring af en 1000.000 kr. at udbedre denne skade. Et ventilationsanlæg der ikke bliver reguleret og får skiftet filtre ca. hvert halve år, vil for nogen anlægs vedkommende bruge 100 – 200.000 kr. ekstra i strøm. Alt selvfølgelig efter anlægstype m. v. Derfor er drift og vedligehold vigtig, idet der her er mange penge at spare på budgettet.
Kolding kommune f. eks. har i over 10 år haft 7 personer ansat til at sørge for systematisk drift og vedligehold, energiforbrug samt arbejdsmiljø og de påstår at det er en ”god” forretning og at de ansatte tjener deres løn mange gange.
Og hvordan kommer man så ud af den ”onde cirkel” som kommunen er inde i. 
Der har været mange læserbreve her i avisen og mange forklaringer på problemerne, men ikke nogen ”gode løsninger”.
Den der kommer tættest på problemet er Lars Kromann, der med sin kontante beskrivelse af kommunen og dens problemer, kommer ind til sagens kerne.
Kommunen har ganske enkelt for få indtægter og det skal der rettes op på. Og det kan kun ske ved at der kommer gang i udviklingen og der kommer nye ”indtægter/skatteydere” til.
Men for at disse skatteydere skal kunne bo og leve i Vesthimmerlands Kommune, så skal der være beskæftigelse til dem, og vel og mærke en”beskæftigelse som de kan leve af”.
I år har naturen været gavmild med hensyn til frugter og bær, hvilket jeg kan se i mine læbælter samt have. Det bugner med fuglekirsebær, mirabeller, æbler og pærer. Det har så den følgevirkning at der er utrolig mange pattedyr og fugle.
Så hvis det er muligt at finde føde/arbejde, så er der uden tvivl mange der gerne vil bosætte sig i den naturskønne kommune. Men da det ikke er muligt så affolkes kommunen derimod.
Hvad skal der så til.
Man kan ansætte en med forstand på erhverv og økonomi, ”prækvalifikation” en som har bevist at han eller hun er kompetent, og det kan ske ved at fremvise 10 gode resultater fra tidligere sager andre steder og så i øvrigt lytte til denne og støtte denne.
Erhvervslivet og kommunen er præget af at man er meget ”lukket” og ikke ser ud over kommunens grænser eller sin egen by for den sags skyld. Man ansætter kun familie og venner når der skal besættes stillinger, hvorved man ikke får fat i dygtige og erfarne erhvervsfolk/administratorer m. v. Der skal nok også satses på andre erhvervstyper end dem man i dag har i kommunen. Teknologi og måske medicinalvirksomheder m. v.,
Ønsket er at man skaffer 3 – 4000 arbejdspladser til fordeling i kommunen, hvor løn og arbejdsforhold er i orden.
Man kan gå ind på Google og søge på ”best place to Work” og her kommer så en liste over de bedste arbejdspladser ”og der er ingen af dem som ligger i Vesthimmerlands Kommune.
Man kan ligeledes læse hvad der gør disse arbejdspladser attraktive og lære af dette.
Så længe vi har arbejdspladser der betaler omkring 103,- kr. i timen, med dårlige arbejdsforhold, så kan vi ikke tiltrække folk udefra til at flytte til kommunen.
Det skal dog nævnes at der er en enkelt virksomhed som er udadvendt og udfører ordrer til mange andre steder i landet, og det er ”Scandibyg” i Løgstør.
 Her arbejder man professionelt og har herved fået ordrer til de næste 4 – 5 år.  Her kan man godt lære noget om initiativ og fremdrift. Her sidder man ikke og venter på at der skal komme en ordre til lokalområdet, men man går ud og konkurrerer på lige fod med virksomheder i resten af landet/udlandet.
Så derfor luk dørene op, så der kan komme gang i udviklingen. Gå på charmeoffensiv og skaf gode solide virksomheder, der betaler en god løn og har gode personalevilkår/goder.
Og de eksisterende virksomheder skal ikke være bange for konkurrence som er en sund ting. Se på storcentrene hvor der er mange butikker af samme slags og konkurrence, de har alle en god omsætning, idet folk handler der hvor der er noget at vælge imellem. Det samme gælder for erhverv.
Arkitekt og ingeniørvirksomheder i kommunen kan udmærket bygge hospitaler m. v. på Sjælland eller i Tyskland for den sags skyld. Nu til dags foregår det hele via projektweb, så om arkitekten sidder i Aars eller i København betyder ikke noget hvis der bygges i f. eks. Tyskland. Årstidernes Arkitekter i Silkeborg kan udmærket lave kvalitetsbyggeri i Aars. Byggefirmaer i Aars kan udmærket udføre arbejde i Hovedstadsregionen og styre dette uden problemer, hvis de har en dygtig ledelse.
Vi har et stort aktiv i form af en god solid arbejdsstyrke, som evt. kan omskoles
Når vi så forhåbentlig ser stillingsannoncer på Jobnet eller i denne avis, hvor der søges 100 ufaglærte arbejdere til 150 kr. i timen og der over, og måske 50 stillinger til faglærte til 175 kr. i timen og derover, og så måske 20 – 40 stillinger til dem med en videregående uddannelse hver eneste uge, så skal vi nok få tilflyttere og skatteydere til kommunen og der vil blive god brug for Lanternen og musikhuset m. v.
Men så længe vi sidder og bruger tiden til at smide mudder efter hinanden og bruger tiden til forklaringer og bortforklaringer så sker der ikke noget positivt.
Man kan starte med at lave en SWOT analyse på kommunen og finde styrker og svagheder, muligheder m. v.
Er der nogen der har hår på brystet og tør tage udfordringen op, og så åbne dørene til verden udenfor og få nyt blod/nye kræfter udefra skaffet til kommunen, så vi kan komme ovenpå og nyde vores dejlige byer og natur.
                Leif Bent Christensen
                Keldhøjvej 15
                9670 Løgstør

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"