Liselotte Lynge bliver løsgænger

Af Torsten Hansen, Onsdag, 15/06/2022 08:11

VESTHIMMERLAND: Flugten fra Dansk Folkeparti har nu for alvor nået Vesthimmerland.
I går meddelte byrådsmedlem Liselotte Lynge Jensen, Dansk Folkeparti, at hun melder sig ud af partiet og fortsætter som løsgænger.
- Det har været en svær beslutning, men jeg tror på, at det er den rigtige, siger Liselotte Lynge Jensen til Aars Avis.
- Jeg har meldt mig ud fordi der blev for meget fnidder. Stemningen har ikke været god, forklarer hun.
Liselotte Lynge Jensen var en af dem der støttede Morten Messerschmidt i at blive formand for partiet, og det har hun ikke fortrudt.
- Jeg går stadig ind for Messerschmidt. Det er ikke på grund af ham jeg forlader partiet. Han har dog ikke formået at skabe den ro der skal til i partiet endnu. Jeg sagde, at jeg ville give ham indtil årsmødet til at få ro på partiet. Så nu er tidspunktet rigtigt for mig til at sige stop, siger Liselotte Lynge Jensen.
Hun er i dag næstformand for Sundhedsudvalget i Vesthimmerland. Den post vil hun gerne fortsætte på som løsgænger, hvis det er muligt.
Hun har ikke afgjort sin politiske fremtid endnu.
- Der er ikke nogle partier der har den politik jeg kan stå inde for - ingen lige nu, fortsætter løsgængeren.
Hun deltog for nogle uger siden, da Inger Støjberg - tidligere Venstre medlem - holdt takkefest. Men om fremtiden skal være sammen med hende er ikke afgjort.
- Jeg har ikke hørt, at der skulle være et parti på vej. Det vil også afhænge af politikken der bliver lagt, fastslår hun.
For Liselotte Lynge Jensen er social- og sundhedspolitik vigtig. Det samme er udlændinge politikken, EU og ældrepolitikken.
Dansk Folkeparti dør ikke i Vesthimmerland med Liselotte Lynge Jensens udmeldelse.
Næstformand Niels Peter Hougaard fortsætter.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"