LKB-Gistrup på det nordjyske gymnastikkort

Tirsdag, 19/01/2016 12:14

GISTRUP: På afdelingsmødet i LKB-Gistrups gymnastikafdeling glædede formanden Lene Michelsen sig i sin beretning over, at afdelingen for alvor er blevet kendt udenfor byskiltet. Det skyldes ikke mindst, at holdene er begyndt at vise sig ved stævner rundt omkring. Således var ikke færre end seks hold med til DGI Nordjyllands opvisning i Aabybro sidste forår, mens ”Spring 3” var med til afslutningsopvisningen i Jetsmark. Sidstnævnte hold var derudover i Italien forrige år og skal det igen i år, mens LKB-Gistrup på opfordring fra DGI og i samarbejde med Vejgaard Gymnastikforening har stået for oprettelsen af landsdelsjuniorhold i Aalborg-området med start sidst i august 2015. Håbet var at få et hold fra 4.-7. klasse og et hold fra 8. klasse og opefter til ekstra træning i ”Nordkraft” i Aalborg, men sidstnævnte hold er endnu ikke kommet i gang - til gengæld er der omkring 40 ivrige gymnaster på det yngste hold. Endelig skal LKB-Gistrup i marts måned i år være vært for DGI Nordjyllands traditionelle børnestævne og på nuværende tidspunkt er der tilmeldt 19 hold fra en række forskellige klubber samt tre landsdelsjuniorhold.

 

Stor interesse for de tilbudte hold

Med 480 medlemmer har der til glæde for afdelingsbestyrelsen været rift om sæsonens hold, men som altid er nogle hold ikke kommet i gang enten som følge af for få interesserede eller som følge af en manglende instruktør. Alt i alt er der lidt færre hold og dermed færre instruktører end i sidste sæson. Det så på et tidspunkt ud til, at der ikke ville komme gang i det eller populære hold med ”sjipping”, men det går nu ganske godt, akkurat som de mange forskellige hold med drenge og piger gør det. I indeværende sæson har der i følge afdelingsformanden været et stort boom indenfor springgymnastik og ikke mindst hos pigerne har der været et boom fra tolv deltagere i sidste sæson til nu 35 deltagere samt en venteliste, så alt i alt er der fem springhold. Også det nye tilbud om fitness for teenagepiger er blevet en succes, akkurat som et nyt koncept for holdet med de store bolde er blevet det. Endelig er rytmeholdet ligeledes blevet populært og udfordrende for deltagerne, så afdelingsbestyrelsens store ihærdighed og håb om igen at kunne ramme den rigtige ”trend” og sørge for at medlemmerne får sved på panden og et smil på læben, synes at være lykkedes nok engang.

 

Kniber med at få posterne besat

For første gang i en lang årrække kniber det med at få posterne i bestyrelsen besat. Efter en længere periode med næste fast bemanding i bestyrelsen, ønskede ikke færre end fire ud af seks bestyrelsesmedlemmer af forskellige grunde at stoppe nu. Således ønskede Gitte Rørbæk, Kristine Kragsig og Mette-Marie Rasmussen samt Trine Rom Jensen ikke genvalg og da kun Gitte Schmidt og Mette Barrett meldte sig som nye, fik afdelingsbestyrelsen mandat til at supplere sig selv. Der var indledningsvis genvalg til Lene Michelsen som formand og Mette Damsgaard som økonomiansvarlig.


Solid økonomi

Gymnastikafdelingen har stadig en solid økonomi, så udstyret til gymnasterne er i top og når næste sæson starter, er der lagt op til at alle instruktører og hjælpeinstruktører skal klædes ens på. Alt i alt var der et overskud på sidste års regnskab med en omsætning på små 300.000 kroner og medvirkende hertil var et større medlemstilskud fra kommunen som følge af fremgang i børnegymnastikken forrige år. Derudover tjente afdelingen også lidt på at hjælpe til oktoberfesten, så fremover skal uddannelsen af specielt springinstruktørerne styrkes, såvel som der bliver penge både til turen til Italien og til deltagelse i en række opvisninger i Nordjylland.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"