Lokal fodbold lammet i påsken

Torsdag, 01/04/2010 01:44

Dårlige fodboldbaner koster aflysninger i de første to kampe for flertallet af lokale fodboldhold. Således også den annoncerede kamp 2. påskedag mellem Nibe og Als i serie 2.
For flertallet af lokale fodboldhold og planlagte kampe gælder det, at klubber og kampe er hjemmehørende i Aalborg Kommune. Således har Aalborg Kommune i forlængelse af den ekstremt lange og hårde vinter, nedlagt forbud mod at spille på kommunale græsbaner, indtil den første weekend efter påske – og det gælder for alle baner, uanset om nogle baner evt. godt ville kunne anvendes, siger kommunens driftsplanlægger Erik Johnsen.
– Hvis spille-sæsonen indledes, mens jorden endnu er meget kold og fugtig – og græsset derfor ikke er begyndt at gro, opstår der let alvorlige slidskader på græstæppet. Skader, som der ikke er penge til at reparer, og som i værste fald vil sænke banernes kvalitet fremover, understreger Erik Johnsen.
Af denne årsag er såvel den allerførste spillerunde onsdag og torsdag således aflyst for de lokale hold, hvoraf Nibe Boldklub i serie 2 skulle have spillet ude torsdag mod Kongerslev IF, Sebber IF i serie 3, onsdag skulle have spillet mod RKG, og St. Restrup IF i serie 3, torsdag skulle have spillet mod Kongerslev IF.
Hvad angår påskens anden runde, er også Nibe Boldklubs berammede kamp 2. påskedag i serie 2 mod Als Boldklub blevet aflyst – fortsat på grund af spilleforbuddet, som også gælder andre baner end de sædvanlige opvisningsbaner.
Aflysningerne gælder også St. Restrup IF's berammede kamp tirsdag efter påske mod LKB ude.
Hvad angår den kommende lokale kamp i serie 3 mellem Sebber IF og Kongerslev IF, er evt. aflysning endnu ikke afgjort, idet denne kamp ligger efter den foreløbige frist for en mulig tilladelse til atter at benytte banerne. Det samme gælder fredagens kamp efter påske, hvor serie 4 byder på lokalbrag mellem Nibe Boldklub og Sebber IF.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"