Lukning af fem skoler er sandsynlig

Af Torsten Hansen, Onsdag, 08/03/2023 08:32

Gedsted Skole, Vester Hornum Skole, Vestrup Skole, Ullits Skole og Ranum Skole er i spil

Af Torsten Hansen

VESTHIMMERLAND: Sandsynligheden for at fem skoler i Vesthimmerland lukkes til sommeren 2024 er forholdsvis stor. Tirsdag eftermiddag skulle Børne- og Familieudvalget beslutte, om de ville sende ni scenarier og en række analyser til høring.

- Et flertal besluttede at sende de ni scenarier og analyserne i høring, siger formand for Børne- og Familieudvalget Inger Nielsen til Aars Avis.

I de ni scenarier står Gedsted Skole, Vester Hornum Skole, Vestrup Skole, Ullits Skole og Ranum Skole til at lukke og eleverne overført til andre skoler.

På dagtilbudsområdet peges der på en ny institution i Aars, da Troldehøj, Mejsevej og Satellitten ligger i umiddelbar nærhed af hinanden, og der er behov for en gennemgribende renovering indenfor de nærmeste år. De tre institutioner kan erstattes af en nybygget institution til 36 vuggestuepladser, 110 børnehavepladser og 30 fleksible specialpladser.

Beslutningen om, hvad der skal lukke og eller flytte træffes i Byrådet 15. juni, men inden da holder Børne- og Familieudvalget tre borgermøder.

Det første i Ranum tirsdag, 14. marts. Andet i Vestrup mandag, 20. marts og det tredje i Gedsted tirsdag, 21. marts.

- 3. maj er høringsfristen forbi. Ud fra de indkomne høringer danner vi os et indtryk af, hvilken vej vi vil gå. Vores indstilling sendes derefter til Byrådet, forklarer Inger Nielsen.

Socialdemokratiet og SF ønskede ikke scenarie 1 og 2, der handler om børnehavesammenlægning, sendt i høring. Det har de ønsket til referat.

De øvrige scenarier var de med på at sende i høring.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"