Made in Denmark skaber masser af jobs

Onsdag, 20/01/2016 08:33

Ny evaluering viser, at golfturneringen er en kæmpegevinst for kommunen

Mere end 86.000 tilskuere deltog i august i golfturneringen Made in Denmark på Himmerland Golf & Spa Resort i Gatten.
Og ligesom turneringens første år får eventen topkarakter. Det slår en ny undersøgelse, som University College Nordjylland (UCN) og VisitDenmark står bag, fast.
98 procent af deltagerne i undersøgelsen betegner deres oplevelse som meget god eller god, og 94 procent mener, at turneringen i meget høj grad eller i høj grad var en folkefest.
Også faciliteter såsom spise- og drikkeforhold, trafikale forhold, de frivilliges indsats samt information og skiltning får tommelfingre opad.
Undersøgelsen viser desuden, at godt 60 procent af tilskuerne også deltog i den første udgave af Made in Denmark, der blev afviklet i 2014.
De positive oplevelser ved Danmarks største golfturnering har også smittet af på deltagernes forbrugslyst. Det gælder ikke kun tilskuere, men også frivillige, trænere, officials, journalister og så videre. De mange deltagere, hvoraf mere end 70.000 var tilrejsende, skabte et såkaldt turismeforbrug på godt 62,5 millioner kroner. Heraf kan 12 millioner kroner tilskrives udenlandske turister.
Den store omsætning har i den grad en positiv påvirkning på lokalområdet i Himmerland. Turneringen skabte sidste år 83 job (årsværk), 33 millioner kroner i værditilvækst og 20 millioner kroner i afledt offentligt skatteprovenu i lokalområdet, hvoraf knap fire millioner kroner kan tilskrives kommunale indkomstskatter.
De tilsvarende nationale tal skabt alene af det udenlandske turismeforbrug er henholdsvis 15 job, en bruttoværditilvækst på syv millioner kroner og et offentligt skatteprovenu på fem millioner kroner.
Evalueringen af tilskueroplevelse og turismeøkonomiske effekter er udarbejdet af Henrik Toft, adjunkt på sport management på UCN, og Mads Fonnesbech-Sandberg, økonom i VisitDenmark.
UCN og VisitDenmark stod også bag evalueringen af den første udgave af Made in Denmark i 2014.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"