Madspild forening har store håb for Aars arbejde

Af Ture Damtoft, Torsdag, 10/08/2023 12:05

AARS: Når der på søndag er stiftende generalforsamling for den nye forening Stop Spild Lokalt Aars, er det med store håb for fremtiden.
Stop Spild Lokalt er en landsdækkende organisation med omkring 200.000 medlemmer og "Madoaser" flere steder i landet, nu vil frivillige etablere en i Aars.
En Madoase er i første omgang et sted, hvor borgere, der har svært ved at få madbudgettet til at hænge sammen, kan få gratis mad, som er doneret fra lokale supermarkeder, producenter og grossister.

- Det skal være gratis at komme i Madoasen, og derfor er vi også afhængige af donationer. Vi håber at kunne fået samarbejde med Vesthimmerlands Kommune om lokaler, og at lokale erhvervsdrivende vil donere inventar. Vi har allerede aftaler med supermarkeder om, at de donerer mad, siger Karin Laustsen, der selv er frivillig, selv modtager hjælp gennem facebook gruppen Næstehjælperne Vesthimmerland og stiller op som kasserer for den nye forening.
Den nye forening tager afsæt i gruppen af "næstehjælpere", som har over 1400 medlemmer. Antallet viser med al tydelighed, at både behovet for hjælp og villigheden til at hjælpe eksisterer i Vesthimmerland. 

- Vi håber alle de frivillige vil være med i Stop Spild Lokalt Aars. Der er seks frivillige lige nu og en 9-10 andre, som har vist interesse, men vi får brug for mange flere for at kunne holde åbent og klare alt det praktiske, siger Signe Atim Allimadi, der er initiativtager til og stiller op som forperson for den nye forening.
Sammen med Inger Lynge, der stiller op som næstforperson i den nye forening, har hun været på besøg i Madosaen i Hjørring og fået inspiration.
Her er der omkring 70 frivillige tilknyttet, som giver alt fra to til 20 timer om ugen i butikken eller ved at hente eller bringe mad.

- De startede Madoasen for syv år siden, og nu uddeler de mad seks dage om ugen. De har også fået et samarbjede med kommunen, hvor de får stillet et lokale til rådighed, og socialt udsatte kommer i butikken både for at hjælpe til og snakke med andre. Vi håber på at bygge det samme op i Aars, siger Bashir Ahmad Khaliqyar, der blev evakueret fra Afghanistan for tre år siden efter 12 år som FN undersøger og hjælper med arbejdet, fordi han gerne vil give noget tilbage til det land, som har givet ham en ny chance og et godt liv.
Både hos ham og de øvrige frivillige er der følelser med i arbejdet, fordi flere familier simpelthen ikke kan få føde nok på bordet til børnene uden den hjælp, som Næsterhjælperne og forhåbentlig snart også Madoasen kan give dem.

- Det er sårbare familier, vi møder. Heldigvis er der rigtig mange, som gerne vil hjælpe. Vi håber også på at skabe mere åbenhed om familiers udfordringer med Madoasen. Det skal ikke være stigmatiserende at spørge om hjælp. Det skal man kunne gøre åbent, og så vil vi sammen med mange andre frivillige arbejde på at give dem den bedst mulige hjælp, siger Signe Atim Allimadi.
Den stiftende generalforsamling bliver holdt i Aars Kirkecenter. Bliver der etableret en madoase i Aars, vil det være den kun fjerde i Jylland.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"