Mange emner debatteret på midtvejsmøde

Tirsdag, 26/01/2016 14:04

KIRKETERP: Flygtningecenter på den tidligere skole i Kirketerp? Ejeren af skolen er i dialog med Udlændingestyrelsen, som har været på besøg  på den tidligere skole i  Kirketerp. Intet er dog afgjort endnu, således kunne den lokale politiker, Søren Søe, oplyse på det velbesøgte midtvejsmøde i Kirketerp, som Hjeds Kultur og Forsamlingshus og Veggerby Sogns Beboerforening havde arrangeret.
Skolestrukturen og ledelsesstrukturen på plejehjemmene var to af de mange emner, der blev debatteret. Usikkerheden omkring skolestrukturen blandt tilhørerne var synlig. Nogle var bekymrede for Suldrup Skole.  Formand for Børne og Unge-udvalget, Anders Norup (V), var flere gange i skudlinien. Det var den bestilte rapport, der gav bekymring.  Anders Norup  kunne dog afvise bekymringerne.
Søren Søe (J) bemærkede, at man kunne have undgået bekymringerne på skoleområdet uden den bestilte rapport.
Flere af tilhørerne ønskede, at ledelsesstrukturen på plejehjemmene snart blev klarlagt.
Emnerne var ellers mange. Fibernet var et stort ønske, og borgmester Leon Sebbelin (R) mente, at det ville være på plads, inden for en overskuelig periode.
Også ledelsesstrukturen på rådhuset blev debatteret - og antallet af rådhuse.
Leif Nielsen, tidligere  byrådsmedlem, gjorde opmærksom på sin holdning om rådhusstrukturen. Han talte imod rådhus i Nørager.   Han blev dog omgående imødegået af Jeppe Ugilt (UP).

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"