Messecenter i Aars arrangerer ny outletmesse i Hobro

Onsdag, 20/01/2016 08:32

Ønske om at skabe kontakt til nyt område fører til samarbejde

AARS: Antallet af arrangementer i Messecenter Vesthimmerland er så stort på nuværende tidspunkt, at der ikke kan lægges flere messer ind i januar. Derfor har messecentret valgt at lave en outletmesse i Hobro.
- Vi har nogle kunder der ønsker en outletmesse sidst i januar. Vi har fuldt booket op i messecentret, derfor kan vi ikke presse mere ind nu, forklarer direktør Nicolaj Holm, Messecenter Vesthimmerland.
Nicolaj Holm har derfor taget kontakt til Hobro Idrætscenter. Der er ideen blevet så positivt modtaget at idrætscentret har sagt ja tak til at være medarrangør på messen.
Valget af Hobro på ingen måde tilfældigt.
- Vi har kigget på, hvor de kunder vi plejer at have til outletmesser og flere andre messer kommer fra. Det viser sig, at vi ikke har så mange kunder fra Hobro, Mariager og andre områder syd for Mariager Fjord. Vi vil derfor gerne i kontakt med de kunder. Det kan vi gøre ved selv at komme til dem. Samtidig er vi netop også opmærksomme på, at hvis vi skal vækste, så skal vi ud og vise os frem, forklarer Nicolaj Holm.
Sammenlagt betyder det, at Hobro er et fornuftigt sted at begynde.
Hobro Idrætscenter og Messecenter Vesthimmerland står derfor sammen bag "Outlet i Hobro", når hallen i Hobro fyldes op med gode tilbud fra butikker i hele Danmark den 30. og 31. januar.

Succes er årsagen
I Messecenter Vesthimmerland har de haft stor succes med forskellige arrangementer i 2014 og 2015. Et af de mest succesfulde arrangementer har været "Outlet i Aars", der har tiltrukket op i mod 8.000 besøgende i efteråret. Det koncept forsøger centerleder fra Hobro Idrætscenter, Poul Søndberg og direktør Nicolaj Holm nu at kopiere i Hobro.
 
En fuld kalender
Den nye messe i Hobro får ikke indflydelse på outlet-arrangementet i Aars i oktober, men i Hobro Idrætscenter er man samtidig interesseret i at lave flere arrangementer for byen. Og derfor har de to arrangører gjort fælles front.
- Alle erfaringer viser, at Outlet-messer, auktioner og bagagerumssalg er "det nye sort", og det er bestemt også nogle af den type arrangementer vi i Aars har haft stor succes med”, siger Nicolaj Holm.
- Messecenteret i Aars har den knowhow der skal til, når man gerne vil lave den type arrangement. Og de har succes med det de laver, derfor vil vi gerne samarbejde med dem i denne henseende, forklarer Poul Søndberg.
I Messecenter Vesthimmerland har man i øvrigt en stor veterantraktorudstilling samt et musikarrangement i samme weekend, ligesom Hobro Idrætscenter ligger lokaler til et andet stort musikarrangement.

Plads til alle
Mere end 25 stande fylder Hobro Idrætscenters Hal 1. Der er lokale virksomheder fra de Himmerlandske Kommuner, men der er bestemt også virksomheder fra resten af landet.
- De fleste af standene er "professionelle outletstande", og de kommer fra hele landet. Der er stande fra Mariager og stande fra København – og alt der i mellem, forklarer messens projektleder, Inge Bjørn, fra Messecenter Vesthimmerland.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"