Mette Ravn bliver ny CEO i HimmerLand

Af Torsten Hansen, Mandag, 28/06/2021 12:02

GATTEN: Mette Ravn, der i dag er CEO for Vingsted Hotel & Konferencecenter, bliver ny CEO hos HimmerLand.

- Jeg er glad for, at Mette har valgt at takke ja til jobbet som CEO. Det har gennem hele processen været vigtigt for mig, at vi fandt den helt rigtige kandidat til at stå for driften i HimmerLand. Det er lykkedes, og i Mette har vi fundet både en leder og en person, der deler vores værdier og visioner, siger bestyrelsesformand for HimmerLand, Jacob Brunsborg.

- Det er selvfølgelig noget, jeg glæder mig meget til. HimmerLand er i gang med en interessant transformation, der skal sikre, at det i fremtiden bliver en helårsdestination. På den måde minder det om den udvikling, vi har været igennem i mit nuværende job, hvor Vingsted skulle transformeres fra et idrætscenter til et konferencecenter, siger Mette Ravn.

Hun understreger samtidig, at det er en opgave der skal udføres med respekt for HimmerLands historie.

- Jeg har tålmodighed til at gennemføre forandringen i det rigtige tempo. Samtidig har jeg stor respekt for de værdier og den ånd, der præger HimmerLand og Lars Larsen Group. Dem skal vi sørge for at holde fast i, siger Mette Ravn og fortsætter.

- Det er også vigtigt at holde fast i, at HimmerLand skal være et sted, hvor gæsterne kommer for at have det sjovt og nyde livet. Vi skal selvfølgelig også arrangere konferencer, men HimmerLand er et sted, hvor sport, leg og hygge er i centrum.

Mette Ravn tiltræder sin nye stilling hurtigst muligt og senest 1. oktober.

Hun er 53 år gammel og har de seneste ni år været CEO for Vingsted Hotel & Konferencecenter. Hun har tidligere arbejdet som manager i PwC, direktør for advokatvirksomheden LRP og været økonomi- og administrationschef i fodboldklubben AC Horsens.

Mette Ravn har en MBA fra Business Institute i Aalborg og en bestyrelsesuddannelse fra Aarhus BSS, Aarhus University.

Derudover sidder Mette Ravn i bestyrelsen i Forenet Kredit og Ginneruparkitekter A/S og i repræsentantskabet i Insero.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"