Morten var endelig klar til behandling: Familien fra Aars kom ud af mange års misbrug med overskud til at hjælpe andre

Af Ture Damtoft, Lørdag, 09/03/2024 08:00

Del 2: "Clean" dag og hjælpen ud

 

AARS: Stinna og Morten Bækgaard Sølvmose kommer væk fra Vegger og flytter til Sønderup, men igen følger problemerne med.

Selvom Mortens misbrug er mindre, flygter han stadig ud i stofferne mange weekender men tror selv, han har det under kontrol.

Sådan fortsætter det i nogle år.

I 2016 er de flyttet til Aars, og Stinna tror igen, at Morten er stoppet med sit misbrug indtil en morgen i februar, hvor han ikke er kommet hjem.

Han er begyndt både at bruge og sælge stoffer igen, og selv da Stinna truer med at smide ham ud og ikke lade ham se deres datter, lader han bare som om, han nok skal forandre sig.

- Man bliver ekspert i at lyve og snyde andre for at skjule sit misbrug, og jeg blev igen bare passager til stofferne. Jeg var ikke villig til at ændre noget, men jeg kunne skjule det både for Stinna og for mit arbejde, fortæller Morten Bækgaard Sølvmose.

Frygtede tvangsfjernelse

I sommeren 2016 er Stinna igen gravid.

Deres søn bliver født i december 2016, og lige inden barnedåben i marts 2017 finder Stinna en anden dames hår på Mortens tøj.

Det ender i et kæmpe skænderi, og deres forhold er tæt på at bryde sammen, for nu kan og vil Stinna ikke mere, fortæller hun, og trætheden, frustrationen og sorgen fra dengang er tydelig i stemmen.

Stinna begynder selv at drikke lidt for meget rødvin, og føler hun er nødt til at bede om hjælp fra Vesthimmerlands Kommune, der sender en sagsbehandler på besøg i hjemmet.

- Jeg frygtede at sandheden måske kunne ende med tvangsfjernelse, så jeg fortalte slet ikke om, hvordan jeg havde det, fortæller hun.

Nogle måneder var Stinna nærmest alenemor, indtil Morten endelig kom i behandling på Langsødal i Tjele.

Tvunget til det af Stinna uden egentlig at ville det.

- Jeg elskede hende, og jeg elskede vores to børn, så jeg gik med til at komme i behandling. Men jeg løj stadig for mig selv, og da jeg kom på weekend efter fire uger, ville jeg bare have fat i det, jeg havde gemt i en sok derhjemme. Men Stinna opdagede det, og det blev mit laveste punkt. Der indså jeg endelig, hvad det var, jeg gjorde ved hende, ved vores børn og ved mig selv. Jeg brød simpelthen sammen, men endelig var jeg klar til at tage imod behandlingen på Tjele, fortæller Morten Bækgaard Sølvmose.

Forståelse den bedste hjælp

Datoen var 4. september 2017 - Mortens "cleandag".

Et behandlingsforløb, der skulle vare i 14 dage, blev til tre måneder, og i dag er Morten tilbage på den arbejdsplads, som betalte opholdet på behandlingscentret.

Sammen med en anden tidligere misbruger har han startet en NA gruppe - NA står for Narcotics Anonymous - som har åbne møder hver onsdag i Frikirken på Markvænget i Aars, og ligesom Stinna er han også begyndt at holde foredrag, hvor han fortæller om sit misbrug og vejen ud af det.

- Man kommer ikke ud af det uden hjælp. Vi startede i Barnets Blå Hus i Aars, og det var en stor hjælp. Vi kunne komme der som familie og skulle bare være der. Der var ingen fordømmelse eller kritik men bare forståelse for vores situation. Det er nok den bedste hjælp, man kan få som misbruger. At man kan fortælle om det, når man har overskud til det, og ellers bare få lov at være sammen med andre, siger Morten Bækgaard Sølvmose.

At ville det selv og være ærlig

I dag går de stadig i parterapi engang imellem og havde f.eks. i august nogle samtaler med en terapeut.

- Du kører din bil til service, så hvorfor ikke servicere dig selv og din partner. Vi havde nogle gode samtaler og fik nogle gode redskaber til at holde et godt forhold ved lige. Vi har lært at finde og fokusere på løsninger og tager 24 timer af gangen. Du kan gøre noget ved lige nu og ikke det, der skete før. Kan vores families historie bare inspirere en enkelt misbruger til at træffe et bedre valg for sig selv og sin familie, eller bare få en pårørende mere til at føle sig set og forstået, så har det været det hele værd, siger Stinna Sølvmose.

Den sidste kop kaffe er blevet lidt kold. Stinna og Mortens historie har været for medrivende, fordi de er helt åbne, ikke pakker tingene ind og ikke er bange for at blive stigmatiserede.

De ved godt, at deres historie er en af de meget gode, at de er kommet meget godt videre fra misbruget takket være fælles støtte og støtten fra andre.

- Vi tror på, alle kan komme så godt videre. Første skridt er selv at ville det og være ærlig om dit misbrug. Hvis du er det, så er der hjælp at få. Vi vil være en del af den hjælp, og vores foredrag om vores egen vej ud af det er kun troværdige, hvis vi er hudløst ærlige, og det kan måske give andre misbrugere eller pårørende modet til at se det i øjnene og forsøge at hjælpe dem selv og deres kæreste, siger Stinna Bækgaard Sølvmose.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"