Nibe Festival bliver grønnere

Lørdag, 30/01/2016 08:21

Nibe Festival ønsker at blive en endnu grønnere festival og har i 2015 sat fokus på genanvendelse af festivalens affald.
 
Under festivalen 2015 er der genereret omkring 67 tons affald, hvoraf godt 16 tons er blevet sendt til genanvendelse. Der er dermed opnået en genanvendelse på 24 % af affaldet.
– Med en målsætning om at 20 % af affaldet skulle sendes til genanvendelse, må man sige, at det har været en succes, at vi er kommet op på 24 %, udtaler festivalleder, Peter Møller Madsen.
 
Der er blandt andet blevet sendt 4,8 ton pap til genanvendelse og imponerende 6 ton appelsinskaller til biogasanlæg. De mange appelsinskaller stammer fra de to meget populære appelsinboder, hvor der sælges friskpresset juice med eller uden vodka.
 
Både festivalens gæster og frivillige medhjælpere har gjort en stor indsats for at sikre, at affaldet blev sorteret korrekt, og dermed kan bruges som en ressource.
– Uden de mange frivillige medhjælpere på festivalen var vi ikke kommet i mål. De har gjort en kæmpe indsats for at projektet kunne lykkedes, siger Peter. Hos festivalen erkender man dog også, at den bæredygtige omstilling er en proces, som tager tid, og som skal udvikles over årene.
 
Projektet, der er gennemført med støtte fra Puljen for Grønne Ildsjæle, har blandt andet budt på affaldskonkurrencer, bæredygtige plakater og uddeling af bæredygtige skraldespande på campingområderne.
 
Nibe Festival ønsker at fortsætte den grønne rejse, og har derfor planer om at fortsætte affaldsindsatsen. Derudover er der allerede flere bæredygtige initiativer i støbeskeen til næste års festival, hvor man blandt andet ønsker at kigge nærmere på madspild og de mange efterladte soveposer og telte.
 
Foruden ressourcerapporten har festivalen også offentliggjort et erfaringshæfte, som kan inspirere andre festivaler og events til at komme i gang med at sortere affaldet.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"