Nibe tabte til Kongerslev på kollektiv off-dag

Søndag, 16/05/2010 12:29

Med en sejr over Als i bagagen, stod weekendens opgave på kamp mod oprykkerne fra Kongerslev. Med en sejr kunne Nibe mandskabet overhale Ulbjerg og indtage rækkens 2. plads, kun overgået af lokalrivalerne fra Gundersted. Der var derfor masser at spille for på en lørdag hvor de mange fremmødte tilskuere måtte søge ly på klubhuset terrasse, pga. kraftigt regnvejr i pausen og 2. halvleg. Kampen startede meget lige hvor hjemmeholdet var i boldbesiddelse og fandt meget plads på kanterne. Kongerslevs 3-5-2 opstilling efterlod plads til de to backs, Dennis »Traktor« Søndergård og Thomas »Bøf« Jensen som gang på gang førte bolden fremad banen. Hjemmeholdet formåede dog aldrig at skabe nogle nævneværdige chancer, og stedet foregik spillet i midtercirklen med mange hovedstøddueller og nærkampe. I løbet af halvlegen mistede hjemmeholdet dog det berømte »bid« i midtbanen, og Kongerslev skabte et par chancer efter hurtige omstillinger. Dog havde Nibe endnu engang en sikker sidste skanse i den rutinerede målmand, Michael Frendrup. Holdene kunne gå til pausen med 0-0, et resultat som hjemmeholdet skulle være mest glad for, efter en skidt spillemæssig præstation. I pausen blev der talt om viljen til at vinde nærkampe samt løbevillighed for hinanden, og i øsende regnvejr gik hjemmeholdet på banen med troen på at et hurtigt mål ville kunne knække gæsterne. Sådan udviklede anden halvleg sig dog ikke, og specielt spillet fremad banen fungerede slet ikke for hjemmeholdet. Det var derfor ikke ufortjent da Kongerslev bragte sig foran 1-0 på et flad skud fra kanten af feltet. Tidligere i sæsonen har det at komme bagud resulteret i et modsvar fra Nibe mandskabet, men på en dag hvor ikke mange ramte deres normale tekniske såvel som fysiske niveau, udeblev det offensive pres. Mod kampens slutning blev der sadlet om og sendt mange folk i modstanderens felt i håbet om at kunne score det udlignende mål. Dette udeblev og i stedet kunne Kongerslev med et kontrastød to minutter før tid, gøre det til 2-0. Nibe tabte dermed til Kongerslev, i en kamp hvor intet fungerede og som træner Steffen Jensen efterfølgende meget rammende kaldte »en kollektiv off-day«. Torsdag venter en svær udekamp mod Als, hvor skeen skal tages i den hånd hvis der skal point med hjem.

I næste kamp torsdag møder Nibe Als på udebane.
På trods af point tab mod Kongerslev, kan Nibe fastholde sin tredieplads i serie 2.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"