Nibenit den ene af Nordjyllands to dygtigste unge elektrikere

Tirsdag, 13/10/2009 14:25

Michael Ditlev Nielsen fra Nibe og Kasper Dyrnesli Ottesen fra Skagen er Nordjyllands to dygtigste unge elektrikere. De vandt titlen ved de nordjyske mesterskaber for unge elektrikere mandag. De to har med sejren kvalificeret sig til Danmarksmesterskabet, som afholdes til januar i Aalborg.
I alt fem unge elektrikere dystede om de to pladser ved danmarksmesterskaberne. Regionsmesterskabet bød først på en teoretisk opgave, og derefter skulle deltagerne igennem en fire timer lang praktisk prøve. Og der var ros til alle deltagerne, da konkurrencen var overstået, og de to vindere var fundet.
Dommer John Jensen sagde således om konkurrencens afgørelse: Â»Der har ikke været nogen tabere og ingen dårlige elektrikere. Men der var to, der var lidt bedre end de andre. Og de to skal repræsentere regionen værdigt til danmarksmesterskaberne, og de vil være kompetente konkurrenter til de andre DM-deltagere«. 
Under tidspres
Michael Ditlev Nielsen blev, som den eneste af de fem deltagere, helt færdig med opgaven, men indrømmer dog, at han ikke helt nåede at få testet, om alting virkede. Og Kasper Dyrnesli Ottesen skyder på, at han manglede omkring ti minutter for at kunne færdiggøre sin installation.
»Jo, opgaven var omfattende til de fire timer, og fem timer havde måske været mere passende. På den anden side, så blev vi på den måde også testet for at arbejde under tidspres«, siger de to unge nordjyder.
Vægt på det gode håndværk
I alt 10 unge elektrikere fra hele landet skal deltage i danmarksmesterskaberne for unge elektrikere til januar.
Det er første gang, DM-deltagerne findes ved mesterskaber i landets regioner.
»Det er en rigtig god og retfærdig måde at vælge folk ud på. For det er trods alt mestrene og skolerne, der ved, hvem der kan noget. Og så har vi jo haft en helt fin dag ud af det her i Skive under konkurrencen. Det er da også værd at tage med«, mener både Michael Ditlev Nielsen og Kasper Dyrnesli Ottesen.
Det er de lokale uddannelsesudvalg på skolerne, der har udpeget deltagerne til de regionale mesterskaber. Det er ligeledes fra de lokale uddannelsesudvalg, at der er valgt dommere. Dagen igennem blev de unge elektrikeres arbejde derfor bedømt af erfarne elektrikerkolleger og –arbejdsgivere.
I bedømmelsen bliver der særligt lagt vægt på det gode håndværk.
Det er TEKNIQ Installatørernes Organisation og Dansk El-Forbund, der står bag de regionale og danske mesterskaber for unge elektrikere.
FAKTA
De nordjyske regionsmesterskaber for unge elektrikere fandt sted på Skive Tekniske Skole.
· Michael Ditlev Nielsen, Nibe. Michael har gået på Tech College Aalborg og var i lære hos Nibe installationsforretning.
· Kasper Dyrnesli Ottesen, Skagen. Kasper har gået på EUC Nord i Frederikshavn og var i lære hos Installationsforretningen Gade Nielsen i Skagen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"