Nogle refleksioner over valgkampen

Jeg har netop konstateret, at V og K har indgået en aftale om, at det af de to partier, der får flest stemmer ved det kommende valg også skal besætte borgmesterstolen under forudsætning af, at de to partier tilsammen kommer til at besætte over halvdelen af pladserne i byrådet. Om der er indgået andre (og hemmelige) aftaler, ved jeg ikke.

At vælge mellem Jens Lauritzen og Knud Kristensen er jo for nogle et valg mellem pest og kolera, og derfor kan man jo kun opfordre vælgerne til at stemme på andre, end de to partier eller dem, de er i valgforbund med.

Det er imidlertid en ret grinagtig situation, der er opstået nu. Ingen har, som de konservative skældt ud over den aftale A og V indgik før sidste valg. Vi blev beskyldt for både at være udemokratiske og det, der var meget værre. Nu kan vi se, at vi ligefrem også har været rollemodeller for de konservative, og det er vi da lidt stolte af! At det så også er udtryk for, at de konservative er lidt ”fromladne”, er måske ikke helt så forbavsende.

Nå, den sag kan man hidse sig op over eller more sig over alt efter temperament, men det egentlige spørgsmål er, hvordan vi kommer videre?

Vi har i realiteten kun den økonomi, som staten stiller til rådighed for os. Vi har i virkeligheden kun at håbe på et bedre skattegrundlag i fremtiden – og det kommer ikke af sig selv! Endvidere kan vi reducere nogle af serviceniveauerne for at få råd til at forøge serviceniveauet andre steder. Heri ligger vore handlemuligheder, når staten (læs: Dansk Folkeparti og dets VK-størreregering(!)) ikke vil acceptere højere kommunale udgifter (læs: højere samlet serviceniveau). Det er altså staten, der på kort sigt bestemmer, hvor mange penge, vi må bruge – det er ikke kommunen. Det er altså OVK-flertallet i Folketinget, der fastlægger indholdet i de love, der forbyder kommunerne at agere som selvstændige organer. Jeg har bemærket, at vore to folketingsmedlemmer fra byrådet (Per Bisgaard og Knud Kristensen – især den sidstnævnte) kraftigt forsøger at nedtone dette faktum, men det ændrer nu engang ikke ved virkeligheden!

Spørgsmålet er så, om vi bruger de penge, vi har til rådighed, godt nok. Det gør vi givetvis ikke. Alle kan jo forbedre sig. Spørgsmålet er imidlertid, om vi kan forvente forbedringer fra de to partier, der for alt i verden åbenbart vil besætte borgmesterposten. De to partier har – stort set - imidlertid ikke i de sidste fire år kunnet blive enige om noget som helst. Der er fra det borgerlige flertal i Økonomiudvalget ikke kommet et eneste konstruktivt forslag til forbedringer af vore forskellige strukturer og administration. Engang imellem snakker de om det, men et konkret forslag til noget som helst har vi ikke set. Hvordan kan de – og vælgerne – så tro, at et sådant samarbejde mellem byrådets to største partier kan føre noget godt med sig; men det kan jo være, at det bare er min fantasi, der ikke er udviklet nok!

Uffe Bro
Opstillet på liste A