Nu flytter præsten - men kun 100 meter

Tirsdag, 09/02/2010 14:56

STORVORDE: Der var rigtig mange besøgende, da den nye præstebolig blev præsenteret for offentligheden i søndags.
Præstefamilien med 3 drenge, fru Trine og ”him-self” sognepræst Niels Lassen, tager nu deres ny bolig i brug efter godt et års tid i den gamle, der også fungerer som sognegård.
Det var et praktisk og lækkert hus på 234 kvm, der kunne beundres ved selvsyn. Lyse rum med gode lysindfald og flere udgange til terræn.
Beliggenheden er i umiddelbar forlængelse af sognegården, tæt på stien ved tennisbanerne.
Huset er særdeles gennemisoleret og der er brugt kraftige materialer vigtige steder, bl.a. i selve opmuringen. Varmekilden er jordvarme, der er meget udbredt i vort naboland Sverige, men som også vinder frem her i landet.
Der er arbejdsværelse og kontor til Niels Lassen og der er etableret et handicap toilet, som der skal være, når der kan komme gæster og brugere af tjenestelig karakter.

Poul Heise kom i badekarret
Præsteparret selv og de 2 menighedsråd, anført af formændene Poul Heise, Storvorde og Claus Johannsen, Sejlflod, forestod fremvisningen, der varede en god times tid.
I badeværelset mødte vi Poul Heise, og under mange smil, lykkedes det at overtale ham til at indtage positur stående i det splinternye badekar. Vi tror næppe, vi havde fået held med ideen, hvis ikke præstefruen selv, samt Allis Olsen og Merete Aarup-Kristensen fra menighedsrådet havde skubbet godt på.
Mellem de mange gæster var også sognets tidligere præst Ove Paulsen, der havde taget turen fra Aarhus, for at gratulere sin efterfølger med de nye rammer. Provst Peter A. Krogsøe og fru Elisabeth var også blandt gæsterne.

Brønd skabte overraskelser
Efter besøget i det nye hus, var der sandwich og drikkevarer i konfirmandstuen. Her gennemgik Niels Lassen byggeprojektet i overskrifter og med billed ledsagelse.
Byggeriet var skredet planmæssigt frem, men en brønd dukkede til stor overraskelse frem under udgravningen af grunden. Brønden var stor, dyb og vandfyldt og en del ekstra gravearbejde skulle til for at tømme den tilsyneladende bundløse brønd. Den blev fyldt op med sand og beliggenheden lige under soveværelset skulle ikke give anledning til ængstelse, konstateredes det med morskab.
Niels Lassen var begejstret for den facon, arkitekter og håndværkere havde grebet opgaven an på. Arbejdet er flot, gedigent og med meget få småfejl, som der altid vil være og som bliver rettet.
Også bygge udvalget fik mange roser og tak for indsatsen. Det var Claus Johannsen og Poul Heise, der havde taget teten og det takker vi for og er meget glade for, sagde Niels Lassen og takkede også til slut provstiet for den økonomiske opbakning.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"