Nu må virksomheder komme på genbrugspladserne

Lørdag, 26/12/2009 17:34

Fra 1. januar får virksomheder i Aalborg Kommune adgang til genbrugspladserne i Aalborg, Nørresundby, Storvorde, Nibe og Hou. Det betyder, at virksomhederne kan aflevere deres sorterede affald på disse genbrugspladser. Dagrenovation skal dog fortsat afleveres til kommunens indsamlingsordning for dagrenovation.
– Vi er hos Renovationsvæsenet rigtig glade for at byde virksomhederne velkomne på genbrugspladserne. Vi har en formodning om, at virksomhederne vil benytte genbrugspladserne i stor stil, og det ser vi frem til, fortæller renovationschef Thorsten Nord, Aalborg Kommune.
– Renovationsvæsenet har en i lang årrække gjort meget ud af at fortælle den almindelige borger, hvordan husholdningens affald sorteres, inden det afleveres til genbrugspladserne – et arbejde, som vi håber, smitter af, når virksomhederne sorterer deres affald til genbrugspladserne, fortæller Thorsten Nord og fortsætter: – Vi har udarbejdet en folder, som kort beskriver reglerne for virksomhederne, når de benytter genbrugspladserne.  
De 3 vigtigste regler er:
1. Små køretøjer
Der er adgang på genbrugspladserne i køretøjer med totalvægt på max. 3.500 kg. Køretøj må medbringe trailer. 
2. Farligt affald
Virksomheder må aflevere op til 200 kg farligt affald om året på genbrugspladserne. Det farlige affald kan kun afleveres, hvis virksomheden medbringer en udfyldt deklaration med virksomhedens data og oplysninger om affaldstyper og -mængder. Ved aflevering på genbrugspladsen kvitterer medarbejderen på deklarationen, som virksomheden forinden har udskrevet fra Renovationsvæsenets hjemmeside. 
3. Store mængder affald
For beton, tegl, fyldpladsaffald, jord, haveaffald og elektronik / hvidevarer må der højst afleveres 100 kg pr. gang på genbrugspladserne.
Elektronik og hvidevarer
Hvis virksomheden benytter et køretøj med totalvægt på max. 3.500 kg med/uden trailer, kan den uden beregning aflevere større mængder af elektronik og hvidevarer på I/S Reno Nord og øvrige affaldstyper på Affalds- og Genbrugscenter Rørdal.
Gebyrer
Fra 2010 skal alle virksomheder betale gebyrer til genbrugspladser, administration og planlægning af kommunens ordninger og til beredskab for farligt affald. Da lovgivningen ikke er helt på plads, kan der komme ændringer. I løbet af foråret 2010 vil Aalborg Kommune derfor udsende en folder til alle virksomheder med de præcise regler for brug af kommunens ordninger, opkrævning af gebyrer og evt. andre nye regler, siger Thorsten Nord til Nibe Avis. 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"