Ny Netto i Aars klar til julesalget

Af Ture Damtoft, Onsdag, 01/11/2023 09:00

AARS: Farverne har fået et pift, der er mere plads mellem hylderne og så kan kunderne nu undgå køen med "scan and go".

Netto-butikken på Markedsvej i Aars er blevet mere indbydende efter et løft som en del af discountkædens strategi for alle kædens over 500 butikker.

Til åbningen fredag var der, allerede inden dørene åbnede klokken 7, kø foran indgangen, og de morgenfriske kunder blev budt velkommen af distriktschefen og butikschefen.

Anette Bøgh har arbejdet i Netto i 23 år, de 20 af dem som butikschef i Aars, og er glad for forandringen.

- Det var en ni år gammel butik, og den trængte til et løft. Vi vil også gerne have det lidt lækrere og lidt lysere, når vi handler ind, og det får kunderne nu. Samtidig er det perfekt timing her op til julehandelen, hvor vi skal have solgt en masse varer, siger Anette Bøgh.

Julevarerne kom for et par uger siden - småkager, slik og chokolade og julekalendere, og kunderne viser med deres køb, at det ikke er for tidligt.

- Der er salg i det fra dag et, også julekalendere selv om der er en måned til første låge skal åbnes. Vi har meget høje forventninger til julesalget, og Nettos indkøbsafdeling har lovet, der vil være både flæskestege, juleænder, fløde og smør nok, siger Anette Bøgh med et smil.

Med det nye udtryk i butikken mener hun, at Netto i Aars er godt rustet til at tiltrække kunderne i en by, hvor der er mange dagligvarebutikker.

- Jeg må jo indrømme, at vi ikke har været kede af, at Coop lukkede Fakta, og at Aldi er lukket. Det kan vi godt mærke, og konkurrencen er stor, for folk jagter alle tilbuddene, og ikke mindst til juleindkøbene. Netto kommer selvfølgelig også med en masse gode tilbud, og så skal jeg og det øvrige personale nok sørge for, at butikken ser indbydende ud, og at der er masser af varer på hylderne, siger Anette Bøgh.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"