Nytåret skydes ind, og Aars foreninger får tusinder af kroner

Af Ture Damtoft, Lørdag, 30/12/2023 10:25

AARS: Der er åbent for salg af nytårsskyts både lørdag og søndag og flere steder i Aars.

Et af dem er i café lokalerne på stadion i Aars, hvor foreningen Liv i Byen for efterhånden 5. år i træk sælger nytårsskyts og samtidig får penge i kassen, som fordeles til byens foreninger.

I 2022 blev det til 70.000 kroner i overskud.

- Jeg håber da på, det stiger, og folk støtter det, siger Torben Degn fra foreningen mellem to kunder.

Manden bag importen af skytset er Lars Poulsen, og han understreger, at der er styr på sikkerheden og opfordrer samtidig alle kunderne til at have det samme derhjemme, når der skal fyres af.

- Vi vil meget gerne have udsolgt og meget gerne af sikkerhedsbrillerne. Man skal slet ikke være bange for det, men man skal have lidt respekt for det, siger han, der også synes, det er en god idé med lidt stramninger af regler men ikke et forbud mod salg til private.

- Jeg synes, det er en god idé af stramme reglerne, så man må fyre af 31. december og 1. januar, og så man må sælge det fra 27. december, siger Lars Poulsen.

Det er batterier og juniorpakkerne til de lidt større børn, som sælger bedst, og mange betaler delvist med check.

- Det er en på 100 kroner, som de unge i foreningen har været ude at dele rundt i postkasserne, da de hentede be brugte juletræer. Så får man lige for 100 kroner mere, hvis man køber for 400, og det har været et hit. Vi skal bare have solgt så meget, vi overhovedet kan, så der kan komme penge i kassen for Liv i Byen til en masse aktiviteter næste år, siger Lars Poulsen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"