Nyt rygestop­kursus i Løgstør

Onsdag, 24/02/2010 10:15

Vesthimmerlændingene kan slet ikke stoppe med at stoppe med at ryge. Interessen for rygestopkurserne har været meget stor, og i marts starter et rygestopkursus i Løgstør.
Anne Damborg, der er rygestopkoordinator på Sundhedscenter Vesthimmerland glæder sig over udviklingen. ”Vi har siden november haft fem rygestopkurser, og nu starter vi et sjette op. Denne gang i Løgstør. Det er vigtigt, at vi er til stede i hele kommunen, og at vi kan stå til rådighed med gratis og let tilgængelige rygestopkurser, når borgere har motivationen til at stoppe med at ryge”

Vest­himmerlændingene ryger lidt mindre end andre
I Vesthimmerland var antallet af rygere lidt mindre end i resten af Nordjylland i 2007, men antallet af rygere falder stærkt i disse år. I øjeblikket sendes der spørgeskemaer rundt til 2.800 tilfældigt udvalgte vesthimmerlændinge, der spørger om deres sundhed og vaner. Det vil vise sig, når spørgeskemaerne er samlet ind og bearbejdet, om den flotte placering kan fastholdes.
”Udviklingen går heldigvis i den rigtige retning” siger Anne Damborg, ”men det er vigtigt hele tiden med lovgivning, oplysning og tilbud om rygestop at søge at få antallet af rygere endnu længere ned og forhindre at især de unge begynder med at ryge”.
Rygning er den enkeltstående faktor, der har størst indflydelse på befolkningens sundhed. Både med for tidlig død og med år uden alvorlig sygdom.

Rygestopkurser virker
Videnskabelig forskning viser, at rygestopkurser virker. Mellem 20 og 30 %, der har deltaget i et rygestopkursus er røgfri efter et år mod kun 1 %, der bare tager en ”kold tyrker”.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"