Olien mangler også i Aars

Af Ture Damtoft, Onsdag, 04/05/2022 14:16

Et par tomme hylder og enten manglende eller mindre leverancer.

Oliemanglen - der dog er lidt begrænset - er også kommet til Kvickly i Aars, der ligesom resten af Coop samt Salling Group og REMA1000 har indført rationering på indkøb af madolier.

Maks. tre flasker oliven-, solsikke-, majs- og rapsolie efter forlydender om dybt latterlige tilfælde af kunder, der købte 150 flasker - mindelser om "gærkrisen" under generalstrejken i 1998, der varede i 10 dage.

Det er igen krigen - eller den særlige militære operation ifølge Vladimir Vladimirovitj Putin og hans følge - i Ukraine, der får skylden for manglen på olie og især solsikkeolie.

Det "særlig militær operations" hærgede land er en af verdens største eksportører også af solsikkeolie.

Derfor er konsekvenserne af krigen bl.a. af vi i Vesten skal betale mere for olie eller måske helt undvære i kortere perioder.

I Kvickly i Aars roser souschef Bianca Hagen kunderne for at tage situationen med nordjysk sindighed.

- Kunderne har været søde til ikke at hamstre, og nu har vi så indført rationering. Vi har mange forskellige olier, og det er kun et par varianter, vi ikke har hjemme, siger Bianca Hagen.

Det er bl.a hylden med Coops eget mærke "X-tra solsikkeolie", der står tom.

At påstå en mangel på olie ville dog være en voldsom overdrivelse på nuværende tidspunkt.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"