Over 200 børn skal til julehygge på Kimbrertorvet i Aars

Af Thorkil Christensen, Tirsdag, 19/12/2023 16:02

AARS: Der kommer ikke til at mangle noget, når der torsdag eftermiddag 21. december arrangeres julehygge for børn på Kimbrertorvet i Aars. Og flere end 200 børn havde forleden meldt sig til arrangementet, som holdes under overdækningen og med forskellige overraskelser og underholdningsmæssige indslag.
Det er Rema 1000 i Aars, Hvidt og Frit Vesthimmerland og Lions Club Aars, der står bag det helt særlige arragement, som varer i et par timer. Imens kan forældrene så bruge tiden på at købe julegaver i byens butikker.
Arrangementet er en fortsættelse af forretningen Hvidt og Frit's initiativ i de senere år, hvor man har kørt rundt med julegaver til nogle af de børn, som havde et særlgt behov. Nu har Hvidt og Frit's indehaver Gregers Haislund sammen med forretningspartneren Thomas Jensen, købmand Anders Henningsen og Jørgen Sørensen fra Lions Club Aars videreudviklet arrangementets indhold, og i takt med at Kimbrertorvet er blevet overdækket, har man valgt at samle aktiviteterne der.
Rema 1000 og købmand Anders Henningsen har med hjælp fra KFI Erhvervsdrivende Fond for selvstændige købmænd støttet med ikke mindre end 37.500 kr. Lions Club har ligeledes bidraget. Derfor bliver der uddelt en julegave til alle de børn, som på forhånd har tilmeldt sig arrangementet.
Herudover bliver der underholdning af bl. a. den aldrende hyggenisse Hr. Gråskæg. Der bliver juletræ, klippe-klistre værksted, varm kakao, saftevand og æbleskiver, så Kimbrertorvet vil komme til at ose af jul og vil medvirke til at bringe børnene i den rigtige julestemning.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"