Overbygning af Kimbrertorvet i Aars bliver udskudt - licitation blev for dyr

Af Torsten Hansen, Onsdag, 16/02/2022 09:00

Formand: Projektet skal nok komme i mål, måske skal der lidt ændringer til

AARS: De store prisstigninger inden for byggeriet har fået projektet overbygning af Kimbrertorvet tilbage til tegnebordet.

Projektet har været i licitation, og byggeriet, der gerne skulle kunne bygges for cirka otte mio. kr., vil med de nuværende priser koste omkring 12 mio. kr.

- Med de priser vi har fået ind, så kommer vi måske ikke til at køre med hele projektet. Men vi skal nok få løst det, så projektet kommer i mål, siger Jørgen Kristensen, fra projektgruppen.

For et års tid siden blev det vurderet, at der var penge nok. Men nu er det nødvendigt at skære projektet til.

- Noget af det som især er steget i pris er den bygning vi havde i tankerne til toilet, depot og spisested. Her er prisen steget 30 til 40 procent i forhold til vores forventninger, forklarer Jørgen Kristensen.

Selve overbygningen holdt nogenlunde den forventede pris.

- Men nu hvor vi skal lave det, så skal vi også gøre det rigtigt. Derfor er det nødvendigt med et toilet blandt andet, fastslår Jørgen Kristensen.

På kort sigt betyder de høje priser, at byggeriet ikke bliver sat i gang lige med det samme.

- Vi skal enten ud og finde flere penge, eller også skal vi tilpasse projektet. Måske kan vi finde en løsning, hvor vi bruger billigere materialer. Nogle af de materialer arkitekterne har foreslået er temmelig dyre, vurderer Jørgen Kristensen.

Blandt andet indeholder projektet mursten der koster cirka 50 kr. stykket. Det burde være muligt at finde en billigere model.

- Vores projekt er sat til at være toppen af poppen. Det skal det stadig være, men måske blot med billigere materialer, uddyber Jørgen Kristensen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"