Overskud i Løgstør Golfklub og indskud for nye medlemmer bortfalder

Torsdag, 26/11/2009 08:45


Til at lede generalforsamlingen blev Uffe Bro valgt som dirigent, og efter at han havde konstateret, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet, fik Kent Pedersen ordet for at aflægge beretningen.
Hovedoverskriften i år blev ”År 1 – den positive cirkel”, hvor Kent fremdrog de mange frivillige hjælpere der nu er mobiliseret i klubben. Ligeledes fremhævede han de mange tiltag, der er sket i året med store besparelser til følge på udgiftssiden, og en større koncentration omkring golfskolen ,og dermed nye medlemmer til klubben. Omkring beretningens øvrige indhold henvises til separat omtale heraf. Beretningen blev enstemmigt vedtaget uden spørgsmål.

Herefter fremlagte klubbens næstformand Allan Nielsen årsregnskabet, som i år alene omhandler 9 måneder, i forbindelse med omlægning af regnskabsåret til afslutning pr. 30.9. For første gang i klubbens historie, kunne golfklubben komme ud med et overskud på driften på ca. 125.000 kr. Et resultat bestyrelsen er tilfreds med, og alene opnået som følge af de primært mange foretagne ændringer på udgiftssiden. Desværre har krisen vist, at indtægter fra sponsorer, og greenfeegæster ikke har levet op til budgettet. Begge forhold er desværre et kendetegn for mange andre klubber i øjeblikket.
Torben Frederiksen gav - efter fremlæggelsen - udtryk for godt arbejde fra bestyrelsens side med dette resultat, og Uffe Bro kunne efter forsamlingens klapsalve konstatere, at regnskabet var godkendt.
Herefter fremlage Allan bestyrelsens forslag til budget 2009-2010 og indledte med en kort information om, at der p.t. foregår forhandlinger med pengeinstitutterne, for at sikre, at klubben har arbejdsro, til at få økonomien helt på plads over den kommende 5 års periode. Allan gennemgik herefter de forudsætninger, der ligger til grund for årets budget, herunder at kontingentet for seniorerne nu opkræves halvårligt, og dermed en mindre betaling hver gang.
Klubben forventer en lidt øget kontingentindtægt, men forventer også en større indtægt fra sponsorerne i det kommende år. Kontingentsatserne blev i øvrigt allerede besluttet på den ekstraordinære generalforsamling i foråret 2009, i forbindelse med at klubben igen blev baneejer. Samtidig foreslår bestyrelsen, at det tidligere indskud på 3.000 kr. for at blive medlem fjernes. Mange har givet udtryk for, at starten er for dyr, og derfor ikke kommer i gang. Det vil vi gerne modvirke. Budgettet viser et forventet positivt resultat på ca. 46.000 kr. i det kommende. Et par enkelte medlemmer havde korte spørgsmål eller bemærkninger til budgettet, hvorefter Uffe Bro kunne konstatere, at budgettet var godkendt. 
Under punktet ”forslag fra bestyrelsen” fremlagte Kent Pedersen et par mindre forslag til vedtægtsændringer, som generalforsamlingen enstemmigt vedtog. Da det nødvendige antal stemmeberettigede medlemmer ikke var mødt frem, vil der indenfor 8 dage blive indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling, for en endelig vedtagelse.
Da der ikke var indkommet forslag fra medlemmerne, var næste punkt valg til bestyrelsen. På valg var klubbens næstformand Allan Nielsen og baneudvalgsformand Tonni Jørgensen. Begge var villige til genvalg.  Desuden ønskede klubbens kasserer Anette Tougård, og klubbens formand Kent Pedersen at træde ud af bestyrelsen. Sidstnævnte mest af tidsmæssige årsager. Til erstatning for dem, foreslog bestyrelsen genvalg af Allan og Tonni og nyvalg af Marianne Bang og Chris Palm. Alle 4 blev valgt uden modkandidater. Som suppleanter blev foreslået Hans Tranberg og Peder Pedersen, som begge blev valgt. Der var genvalg af Deloitte, som klubbens revisor.
Sidste punkt på dagsordnen var eventuelt, hvor Kent appellerede til at de mange udvalg blev besat, og lagde speciel vægt på sponsorudvalget, og udvalget til at skaffe nye medlemmer. Men også de andre udvalg er vigtige, og Kent opfordrede derfor til, at medlemmerne skriver sig på listerne i klubhuset snarest. Dermed kan udvalgene komme i gang hen over vinteren, og ikke først hen på forsommeren, som i år.
Blandt øvrige punkter var der lidt ris og ros til nyhedsinformationerne fra klubben, og forespørgsel omkring rating af banen. 
Tonni Jørgensen sluttede eventuelt af med at overbringe bestyrelsens tak til Anette og Kent for det store arbejde de havde ydet i de 3 år, hvor de har siddet i klubbens bestyrelse. Uffe Bro afsluttede generalforsamlingen, hvorefter Kent Pedersen kunne takke for et flot fremmøde til generalforsamlingen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"