Plads til både idræt og hygge til Gundersted Idrætsuge

Af Ture Damtoft, Fredag, 26/07/2019 10:26

GUNDERSTED: Det er en festuge med fokus på idræt - og især fodbold, når Gundersted Idrætsuge begynder på mandag, 29. juli.

I alt 21 fodboldkampe bliver afviklet på Gundersted Idrætsforenings hjemmebane på Freja Park, og det gælder ikke kun at få håneretten.

Fodboldsæsonen i de lavere rækker begynder i uge 34, og idrætsugen er et godt sted af få afprøvet formen.

Gundersteds eget serie1 hold får tre træningskampe mod hhv. Hornum i serie2, Aars i serie3 og den sidste mod Aalborg Freja også fra serie1 på lørdag.

- Det er rigtige træningskampe for holdene, hvor der bliver gået til den og tænkt strategisk. At der er en del flere tilskuere, et old-boys hold på banen ved siden af og gris på gaflen udenfor banen bidrager bare til stemningen. Alle spillerne bliver efter kampene - også fra udeholdene, siger Palle Skriver, der har har været til idrætsugen siden han var en lille knægt og nu har været sekretær og med til arrangere festen i en snes år. Det er 20 år, for de læsere der - ligesom journalisten - lige har glemt forskellen på dusin og snes.

Grisen på gaflen udenfor banen er det afslappede og hyggelige ved idrætsugen. Nok bliver der gået pænt seriøst til fodbolden, men hygge med noget godt at spise og lidt koldt at drikke gør det til en fest.

- Maden er samlingspunktet omkring råhyggen, som vi har. Der er stor opbakning omkring holdet, og mange kommer hjem for at være med til grisefesten mandag aften. Folk tager deres børn med, og der er et leben uden lige. De kan løbe meget frit rundt i omgivelserne og lege, mens forældrene hygger sig, siger Line Hansen.

- Min far har spillet i klubben i 40 år. Han mødes med sine tidligere holdkammerater, og de sidder og mindes de gamle historier, som man kan grine af hvert år. Det er alle generationer. Jeg var nok ikke fortsat som holdleder i 20 år, hvis vi ikke havde det godt sammen, siger Palle Skriver på 61 år, der har en holdkammerat på 17 år.

Det er den gode stemning i mødet mellem generationerne, som skal tiltrække og fastholde de unge. Og der må gerne være lidt nytænkning også, selvom fodbold og god mad er det vigtigste.

- Cross-dance er blomstret op, og det kunne være en del af idrætsugen fremadrettet. Hvis man har lyst til at være med, skal man bare melde sig ind i klubben. Man bliver i hvert fald ikke overset, og sammen skaber vi en rigtig god fest, siger Line Hansen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"