Politiet i Aars kan blive styrket af ny struktur

Onsdag, 20/01/2010 11:48

VESTHIMMERLAND: Fremtiden for politistationen i Løgstør er meget usikker, men det kan komme til at betyde, at nærpolitiet i Aars bliver udvidet.
- Vores planlægningsgrundlag lige nu er, at stationen nedlægges i Løgstør, og det samles i Hobro. Vi har ikke endeligt fastlagt, hvad nærbetjeningen i Løgstør og Aars skal være, siger chefpolitiinspektør Jørn Aabye, Nordjyllands Politi, til Aars Avis.
Beslutningen er knyttet til tre forhold: Økonomi, den bedst mulige betjening af borgerne og forpligtigelserne over for de ansatte.
- Vi overvejer Aars som en mulighed, men vi kigger naturligvis på det store billede, og der i indgår også Rebild Kommune, bemærker Jørn Aabye.
Han forklarer, at politiet har nedsat et udvalg, som forventes at komme med et oplæg til den organisatoriske del omkring 1. april.
For Jørn Aabye er det vigtigt, at der skabes en langsigtet løsning.
Nordjyllands Politi i Løgstør har gennem det sidste år kigget efter andre og billigere lokaler i Løgstør.
- Jeg vil ikke sige, at vi ikke kigger længere, men det skal være lokaler der er velegnet til som skal forblive i Løgstør, siger vicepolitiinspektør Jørgen Villadsen, Nordjyllands Politi Løgstør.
Han kan godt forestille sig, at stationen i Aars udvides - også på bekostning af Løgstør. Samlet vil det sandsynligvis betyde færre arbejdspladser i Vesthimmerlands Kommune.
- Men vi er i en økonomisk klemme, og det spiller en rolle i det store spil, siger Jørgen Villadsen.
Han har også en bemærkning til, hvordan spillet om politiets placering kan påvirkes.
- Den der er stærkest politisk, får nok mest at sige, spår Jørgen Villadsen.
Ifølge de nuværende planer vil nærpolitistationen i Aars blive udvidet til efteråret.
- Når landbetjenten i Farsø går af, så vil den nye landbetjent få udgangspunkt fra Aars, men være tilknyttet Farsø-området, siger Jørgen Villadsen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"