Politisk visionsseminar: Udvikling trods trængt økonomi

Fredag, 04/03/2016 13:31

Der var spot på den økonomiske situation og de udfordringer, Rebild Kommune står overfor i de kommende år. Kommunernes økonomi er under pres, og der hersker samtidig usikkerhed om, hvor mange penge der kommer retur til kommunerne fra staten. Det handler om det såkaldte omprioriteringsbidrag og om finansieringstilskuddet.
- Vi ved reelt ikke hvor mange penge, vi har at gøre med fra år til år. Det vi ved er, at finansieringen svinder – fremover får vi ikke de penge ind, som vi hidtil har fået. Det kræver rettidig omhu og knivskarpe prioriteringer nu og fremover, hvis økonomien skal hænge sammen på sigt. Hvordan vi griber det an samtidig med, at vi fortsat udvikler os, var noget af det, vi drøftede, forklarer borgmester Leon Sebbelin.
 
En inspirerende fortælling fra nord
Borgmesteren fra Jammerbugt Kommune, Mogens Gade, kiggede forbi og fortalte om, hvordan de har taklet nogle af de udfordringer, som en trængt økonomi kan medføre.
- For os som politikere er det altid spændende at høre om, hvordan man håndterer tingene i andre kommuner, og Mogens Gades indspark og betragtninger affødte da også en masse spørgsmål og en spændende debat, siger Leon Sebbelin.
 
Fremtid: Vi kan ikke alt i alle byer
Ledt af fremtidsforskeren Jesper Bo Jensen tog byrådet om eftermiddagen en tur ”op i helikopteren” og kiggede på kommunen i år 2040: Hvordan ser Rebild Kommune ud i fremtiden? Hvilke veje kan vi gå? Jesper Bo Jensen trak tråde fra fortiden til fremtiden og delte ud af sin viden om udviklingen, tendenserne og udfordringerne i de danske landkommuner. Mange ideer og perspektiver kom op at vende.
- En pointe, som både Jesper Bo Jensen og Mogens Gade nævnte, var forståelsen af, at vi ikke kan have alt i alle byer. At vi skal se, hvad der er særligt for den enkelte by eller det enkelte område, se, hvad de er gode til og støtte op om det engagement, der findes lokalt, fortæller borgmesteren.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"