Røde Kors Genbrugsbutikken er rykket i nye lokaler

Tirsdag, 24/11/2009 16:48

Den nye adresse er også Nørregade, nemlig i den tidligere blomsterbutik på hjørnet af Nørregade og Søvej. Det er butiksleder Bodil Jørgensen og en masse hjælpere der har stået for indretningen af de nye butikslokaler på Nørregade 13. 

- Det har været nemt for os at rykke ind, selvom det alligevel har taget os tre uger at få os indrettet i lokalerne og få det meget genbrugstøj på plads. For ud over butikken har vi også skullet indrette rummet til sortering og samlingslokalet til vore nørklere, fortæller Bodil Jørgensen.
Genbrugsbutikken i Farsø er blandt de Røde Kors butikker i Danmark, der har den højeste omsætning og derfor skal der også mange frivillige hænder til at holde butikken gående sammen med de andre aktiviteter under Røde Kors, Farsø. Lige nu er 40 frivillige tilknyttet butikken, som har normal butiksåbningstid. Herudover to altmuligmænd og Nørklergruppen på 40 medlemmer, der også har sin gang i lokalerne en gang om ugen.
- Vi er meget taknemlige for alt det dame, herre, junior og babytøj som vi får indleveret. Hertil også sko, brudekjoler, konfirmationskjoler. Det kan vi kun opfordre folk til at blive ved med, efter at folk har taget en gennemgang i klædeskabet. Vi gennemgår tøjet, når vi får det ind. Vasker og stryger det – og sætter også gerne en knap eller ny lynlås i, hvis der mangler det, fortæller Bodil Jørgensen.
Genbrugsbutikken har et helt særligt mærkningssystem, som betyder at hvert stykke tøj højest hænger i butikken fem uger, inden det bliver sendt til samlecentralen i Horsens og fordelt ud til andre butikker. På samme måde bliver butikken i Farsø forsynet fra samlecentralen, når der er efterspørgsel på særlige stykker tøj.
Farsøs hjertestarter nr. 2 ophænges i Røde Kors butikken
Som bekendt gør Røde Kors Farsø meget ud af førstehjælp, og har sin egen instruktør tilknyttet de førstehjælpskurser der året igennem finder sted Røde Kors regi.
Alle hjælpere i Røde Kors Farsø har gennemgået et førstehjælpskursus og brug af hjertestarter. Derfor har det også været meget naturligt at udstyre Røde Kors butikken med en hjertestarter, som kan anvendes i den meget befærdede midtby. Håbet er, at også andre butikker i midtbyen sender deres personale på førstehjælpskursus, således at hjælpen kan komme frem så hurtigt som muligt.    
Som bekendt har også Dronning Ingrid Hallerne en hjertestarter.             
Julepakker til mindre bemidlede
For andet år i træk har Røde Kors Farsø købt 20 gavekort af kr. 500 til Farsø Handelsstandsforenings butikker. Disse gavekort vil gå til 20 lokale modtagere, som har søgt Vesthimmerlands kommune om julehjælp.
- Vi gør meget for også at hjælpe lokalt, og vi gør det med glæde, slutter Røde Kors Farsø’s formand Stinne Pedersen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"