Roerne er frosset inde, men bygger på livet løs

Søndag, 14/02/2010 23:40

Den sædvanlige aktivitet på Limfjorden lader i år vente på sig, og roaktiviteten er i denne tid indstillet for medlemmerne i Nibe Roklub. Trods dette faktum, foregår der livlig aktivitet inde i den bygning, som medlemmerne i løbet af sidste år fik rejst og lukket, inden vinteren for alvor satte ind med dybfrost temperaturer.
De seneste par måneder er bygningen således blevet isoleret, der er lagt etageadskillelse, og der er lagt gulvklinker i nederste etage. Endvidere er roernes nye hus forsynet med et solcelleanlæg, som på miljøvenlig vis, delvist skal forsyne det nye klubhus med varme, og denne del er nu i fuldt brug. Et senere tilkommende jordvarmeanlæg lader imidlertid vente på sig. Dels på grund af vintervejret, og dels på grund af nogle tilladelsesmæssige forhold, som forventes afklaret inden vinteren slutter, forklarer klubbens formand Flemming Jonasson.
Klubhusbyggeri skrider frem
Byggeriet af det nye klubhus – det yderste af de tre bygninger på »Mindet« – skrider planmæssigt frem, og ikke uventet har der på dette felt været trukket hårdt på enkelte medlemmers indsats, hvilket Flemming Jonasson ved sidste uges generalforsamling understregede tydeligt og bragte klubbens utvetydige tak til denne hårde kerne af medlemmer.
– Der hersker en helt særlig ånd, og vi viser gang på gang, at vi kan løfte i flok når der er brug for det. Økonomisk hænger byggeriet fortsat godt sammen, og formanden undlod ikke at rose Aalborg Kommune for at have udbetalt hele sit tilskud på 650.000 kr. til byggeriet. Dette betyder, at klubben indtil videre ikke har haft brug for nogen byggekredit, og det er jo i sig selv penge værd.
Der mangler fortsat en del arbejde på klubhusbyggeriet, som dog ventes færdigt i forårets løb. Roerne indleder sæsonen med standerhejsning i slutningen af marts.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"