Så blev der atter jul

Tirsdag, 08/12/2009 14:52

SULDRUP: Lige så sikkert at juleaften er den 24. december, næsten lige så sikkert er det,  at IK Frem afholder jule-hjemme-stævne i håndbold. Og i år kommer alle klubbens hold på banen.
Efter en vellykket første halvdel af sæsonen kan alle hold gå på juleferie med gode placeringer i deres puljer, lige fra U10 holdene, altså de børn der går i tredje og fjerde klasse og op til seniorerne. Og hos de små børn har håndbolden også fanget interessen, og det er en stor fryd at se, når en kæmpe flok unger får så stor glæde ved at lege med bolden.  
Traditionen tro så byder hjemmestævnet, som afholdes 13. december 2009, hele dagen på Amerikansk Lotteri. Alle hold har været ude at finde gavesponsorer, ligesom alle spillere selv er kommet med gaver til lotteriet. Og hele overskuddet går som sædvanlig til den udlandstur, som arrangeres i foråret 2010. De sidste år er turen gået til Norge eller Sverige. Hvorfor lige der, kan man selvfølgelig spørge, og det er der ét svar på. Færgeturen. At se børnene få lov til at gå på shopping i færgens butik og købe lige hvad de vil for deres lommepenge, ja det er et syn, der rører selv julemanden. Og at opleve børnenes fællesskab, selvom der er børn fra ni år og op til 16 år med på turen. De passer så godt på hinanden, så trænerne næsten er helt tilovers. Hvor turen går hen i år vides på nuværende tidspunkt ikke, men færgeturen er i hvert fald sikker.
Kommer man op i hallen, når børne- og ungdomsholdene spiller, vil man opdage et ”leben” i hallen af entusiastiske forældre, søskende,  og andre spillere, som alle hepper på deres hold. Men desværre falder publikumstallet, når man kommer længere hen på eftermiddagen og seniorspillerne kommer på banen. Derfor skal der lyde en opfordring til at komme op og se vores dygtige damespillere. Specielt Damer Serie 2 har en rigtig god sæson, hvor holdet lige nu ligger på en førsteplads i puljen, samtidig med de er gået videre  til tredje runde i Jydsk Cup.
Endelig skal det nævnes at alle hold bliver hilst velkommen, ligesom kampene vil blive kommenteret af den altid veloplagte Jens Laursen i mikrofonen, ligesom Stig byder på lækre sportsboller og meget mere i cafeteriet.쇓
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"