Søger vidner til voldtægtssag i Aars

Af Ture Damtoft, Tirsdag, 27/06/2023 11:05

 

AARS: Nordjyllands Politi søger vidner, der har overværet en hændelse fredag 23. juni omkring kl. 23.30 - 23.40.

Politiet modtog lørdag 24. juni kl. 00.06 en anmeldelse om en voldtægt, der var sket cirka en halv time tidligere på Messevej i Aars, hvor der var et traktortræk-arrangement i gang.

Har man oplysninger i sagen, så ring til politiet på telefon 114.

Politiet oplyser, at offeret – en 17-årig pige fra Vesthimmerland – har forklaret til politiet, at hun i et læhegn i det sydvestlige hjørne af pladsen blev udsat for voldtægt af to jævnaldrende mænd. Politiet indledte øjeblikkeligt en efterforskning af dette særdeles alvorlige forhold – og det førte til, at to mistænkte personer, to yngre mænd under 18 år fra Viborg Kommune, kort tid efter, den samme nat, blev anholdt af Nordjyllands Politi; anholdelsen skete kl. 03.24. Begge de anholdte nægtede sig under afhøringen skyldige. De er varetægtsfængslet i foreløbig 14 dage.

- Vi har på nuværende tidspunkt ikke flere oplysninger i sagen til offentligheden vedrørende selve voldtægten. Det er af hensyn til selve efterforskningen og til offeret. Det beder vi om forståelse for, siger efterforskningsleder, politikommissær Mikkel Brügmann.
 
Til gengæld var der en del mennesker forsamlet til traktortræk-arrangementet. Og der kan derfor have været personer til stede, der har gjort sig nogle observationer i relation til sagen, enten før, under eller efter gerningstidspunktet omkring kl. 23.30 fredag 23. juni 2023. 
 
- Har man set noget, eller har man andre oplysninger i sagen, så skal man straks ringe til os på telefon 114, pointerer Mikkel Brügmann. 

Vidner søges, da politiet vil have klarlagt handlingsforløbet så detaljeret som muligt.

Foreløbigt er der tale om ord mod ord.  

Ulovlig video 

Nordjyllands Politi er bekendt med, at der er blevet delt en video som viser noget af episoden, og dette er selvfølgelig også noget der efterforskes imod. 

Mikkel Brügmann siger om videoen:
 ”Vi opfordrer på det kraftigste til, at såfremt man har modtaget denne video, straks sletter den og at man naturligvis ikke deler videoen videre, da det vil være strafbart.”
 
Politiet gik først ud med oplysningerne tirsdag, da det stod klart, at der var brug for vidner. Ellers behandles voldtægter bag lukkede døre af hensyn til de implicerede i sagen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"