Sønderup Friskole åbner til august

Onsdag, 20/01/2010 10:43

SØNDERUP: Lørdag den 16. januar inviterede Sønderup Friskole til Åbent hus på Sønderup Friskole. Dagen markerede samtidigt starten på indskrivningen til friskolen.
- I bestyrelsen havde vi et mål om, at hvis der inden for de kommende 14 dage var indskrevet 30 elever til friskolen, så ville vi fortsætte arbejdet mod at skabe en friskole. Men da vores Åbent hus var slut, viste det sig, at der allerede nu er indskrevet 38 elever med start til august i år og to elever med start fra august til næste år. I bestyrelsen er vi overordentlig glade for den store opbakning, og nu tør vi godt slå fast, at vi åbner friskolen til august, siger formanden for friskolens bestyrelse, Thomas Villefrance.
Som en del af Åbnet hus-arrangement fremlagde bestyrelsen sit mål om, at der om 2-3 år vil være ca. 70 elever på Sønderup Friskole fordelt på klassetrinene 0. til 8. klasse.
Indskrivningen til børnehaven startede også til Åbent hus-arrangementet. Her er der nu indskrevet ni børn. - I løbet af foråret vil bestyrelsen sandsynligvis invitere til et særskilt Åbent hus-arrangement i børnehaven, hvor vi fortæller meget mere om strukturen, værdigrundlag, personale, pris osv., siger Thomas Villefrance. - Men en ting ligger helt fast. Vi kommer til at præsentere en børnehave som er tæt integreret med friskolen. Dette er jo ikke tilfældet i dag pga. at børnehaven er en såkaldt landsbyordning og hører dermed ikke strukturelt sammen med Sønderup Skole.
På dagen blev friskolens kommende skoleleder også præsenteret. Bestyrelsen præsenterede et velkendt ansigt for de forældre, som i forvejen har børn på Sønderup Skole, nemlig Ivan Faarkrog, som er den nuværende pædagogiske leder på Sønderup Skole. Ivan Faarkrog har givet tilsagn om at stå i spidsen for friskolen.
Der var mødt ca. 100 forældre og børn op til Åbent hus-arrangement. Hele dagen var der kaffe, te og kage til alle. Og mens der blev holdt oplæg og præsentationer for forældrene, så havde bestyrelsen i samarbejde med Friskolens Venner sørget for aktiviteter for børnene. Børnene kunne prøve kræfter med at lave deres egen fuglefoderklods i træ, som de kunne tage med sig hjem. De kunne også sætte deres eget aftryk på friskolen ved at male små kvadratiske malerier på plader, som efterfølgende blev sat op på et rionet der i sin form meget vel kunne ligne et voksende træ. Desuden var der mulighed for at tumle i gymnastiksalen og de redskaber der var fundet frem til lejligheden.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"